Jakob Skøtt tilhører den lille gruppe af yngre musikere fra Odense, som nærmest har skabt en egen scene omkring deres musik. Først som medlem af Limp, siden medlem af Causa Sui og sideløbende med sit soloprojekt Syntaks, der siden 2009 og albummet Ylajali har været en duo med sangerinden Anna Cecilia. Musikalsk er slægtskabet med en anden af Odenses fineste, Jonas Munk og hans Manual-projekt, heller ikke så fjernt, mens Rasmus Elm Rasmussens udgivelser som Aerosol er knapt så dasende og dovne.
Der er tydelige referencer til drømmepop og engelsk shoegazer på Nachtblende. Og det er disse drømmende landskaber bygget op af væg-til-væg synths, drevet frem af beats, nogle gange slæbende, andre gange mere tunge og insisterende, som er baggrunden for Anna Cecilias vokalarbejde, der sjældent når til mere end at være endnu en flade i lydbilledet. Det skal ikke opfattes negativt, men mere som en konstatering af, at det kun er få gange, der er artikulerede ord på albummet – og når de dukker op, f.eks. i duetten “When Tomorrow Turns a Million” eller “Oak Moon”, er de ekstremt luftige og næsten ubegribelige. Præcis som genren foreskriver.
Det er stort set overdådigt, og der males med bredeste pensel hele vejen igennem Nachtblende. Skarpest er de numre, hvor synthflader og vokaler giver plads til et eller andet melodisk tema, som giver en genkendelighed på et album, der ellers truer med at flyde sammen til en masse. “Shiftandshade Ahead” klarer det ved at lade nummeret have en klassisk sangstruktur med vers og omkvæd, hvor begge dele har en stærk melodi, mens et nummer som “Someone Else’s Dream” åbner med et melankolsk pianotema, der ledsaget af uhyggelig havfruesang går igen gennem hele nummeret.
Et par steder bruges en guitar, og dens mere klare toner er en rar afveksling til den ekstensive brug af synths, som godt kan blive noget tung. I “Into Two” får guitaren modspil af flere lag af Anna Cecilias stemme, som væver sig ind og ud mellem hinanden, mens guitaren vakler som en fuld mand i introen på “Days of Future Pasts”, inden nummeret bliver mere rocket.
Med en spilletid på 68 minutter bliver lytteren sat på noget af en prøve rent tidsmæssigt. Og selvom fordelene og ulemperne ved lange album ikke skal præge denne anmeldelse for meget, dukker overvejelserne alligevel op, mens man lytter til Nachtblende. Tanken bag længden kan meget vel være, at det tager tid at lade sig omslutte af de drømmende landskaber og den melankolske varme, som præger albummet. Men der er nogle numre på albummet, som falder lidt kedeligt ud, og nogle andre, som stilmæssigt bryder med den overordnede stemning. Derfor opnår Syntaks ikke helt fordelene ved over en times spilletid.
Det er især midterpartiet med numre som “Oak Moon” og “Lucertola”, som hverken har en vokal, melodi eller interessante beats til at fastholde opmærksomheden. Den struktur, som Syntaks ellers har grebet om i begyndelsen af albummet, forsvinder lidt her. Og “Days of Future Pasts” og ikke mindst “Journey to the Third Part of the Night” skiller sig både tempomæssigt og med de pågående guitarer og trommer så meget ud fra resten af albummet, at de virker malplacerede. Bemærkes bør dog de smukke flader med Anna Cecilias røst, der lægger en væg af luftig vokal på sidstnævnte.
Hverken disse lidt negative aspekter eller den tydelige inspiration fra drømmepoppens klassiske lydbillede overskygger dog, at Syntaks’ blanding af synths, havfruevokal og tunge beats flere steder på især albummets første halvdel rammer så fint plet, at både længden og de lidt mindre vellykkede passager kun fylder en smule af det overordnede indtryk.