Nyheder

November-koncerter II: Joan og Bill ved den ulige væg, lammet og familien på langsom klub

Skrevet af Camilla Grausen

Hvilke koncerter skal du til de næste to uger? Få inspiration her.

Ligesom i første del af november, er koncertprogrammet for månedens anden halvdel ret så solidt. Uanset om du befinder dig øst eller vest for Storebælt kan du lægge ud med en varm omfavnelse fra Joan As Police Woman – musikalsk set, om ikke andet. Newyorkeren Joan Wasser turnerer nemlig igen med sit soulede album The Deep Field, der udkom i januar. Da hun sidst besøgte Danmark i februar var det ifølge Anna Møller en »velspillet koncert, der er medrivende, ærlig og generelt bare rimelig fuld af kærlighed.« Hvem kan ikke bruge det? Prøv i aften, tirsdag den 15. november, på Voxhall i Aarhus eller i morgen, onsdag den 16. i Amager Bio i København. Der er stadig billetter at få til begge koncerter.

Lamb tilbringer de fleste novemberaftener med at strikke sweatre til siamesiske tvillinger.

Onsdag den 16. er også dagen, hvor manden, der engang var Smog, den amerikanske singer/songwriter med den mørke stemme og ditto humor, Bill Callahan, får travlt. Han skal nemlig give koncert i Store Vega både kl. 18 og kl. 21. Ham var der forståeligt nok mange, der gerne ville ind og høre, og den flinke herre kunne da godt lige lave en ekstra koncert. Tak, Callahan! Hvis du er sådan en Aarhus-type, så kan du også høre ham på Voxhall tirsdag den 22. Men kun én gang.

Hvis du derimod har fået den idé udelukkende at høre dansksproget musik fra nu af – eller måske bare har ladet dig fænge af Ulige Numres hit ”København”, så skulle du tage en tur forbi Stengade på Nørrebro torsdag den 17. november. Her spiller den danske kvartet med den 20-årige sanger og sangskriver Carl Emil Petersen i front. De har netop udgivet deres debut-ep, som er produceret af Nikolaj Nørlund, hvilket der er kommet et flot resultat ud af – lige til 5 U’er ifølge Undertoners anmelder. Sammen med Ulige Numre spiller et andet ungt, dansksproget indiepopband, nemlig Den Fjerde Væg, der for nylig udgav ep’en Glittertårer.

I mange år har jeg jævnligt fået Lambs ”I Cry” på hjernen, og det har jeg i grunden ikke haft noget imod, da nummeret er den perfekte inkarnation af Manchester-duoen Lambs lyd – downtempo drum’n’bass programmeret af Andy Barlow med Louise Rhodes’ luftige, smukke vokal hen over – en på samme tid behageligt bedøvende og berusende kombination. Efter otte års albumpause er Lamb nu tilbage, på eget selskab og med albummet 5, der er finansieret af duoens fans. Prøv selv at få ”I Cry” eller måske ”Gabriel” på hjernen lørdag den 19. november på Train i Aarhus eller mandag den 21. november i Store Vega i København.

Hvis du trænger til at blive psykedeliseret og rusket igennem af en livlig og løjerlig omgang syrerock og freefolk inden december sætter ind med alskens juleri, skal du tage til koncert med Brooklyn-bandet Akron/Family, der giver koncert tirsdag den 29. på Headquarters i Aarhus – hvor der faktisk er et lille forskud på julegaverne, da man for sin 125 kr’s billet kan få en ledsager med gratis. Akron/Family spiller også på Loppen i København onsdag den 30. – hvor Den Fjerde Væg i øvrigt varmer op.

Sidst men ikke mindst skal der også lige blive plads til en anbefaling af den britiske duo The Slow Club, der giver koncert onsdag den 30. på Beta, Amager Bios lillesøster. I 2009 udgav duoen, bestående af guitarist Charles Watson og trommeslager/sangerinde Rebecca Taylor, albummet Yeah So, som var noget for sukkerpoppet til Undertoners Christian Birks smag. Men nu er The Slow Club tilbage med det mere eksperimenterende album Paradise, der viser endog overordentligt gode takter fra duoen. Jeg er i hvert fald faldet pladask for nummeret ”Two Cousins” – og ikke mindst videoen.

Du kan som altid se flere anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Leave a Reply