Mike Patton er en mand med mange talenter, og han er en mand, der igen og igen formår at imponere med sine instrumentale kompetencer. Hans svulmende diskografi er et bevis på, hvad han mestrer, og heriblandt er så forskellige genrer som heavy metal og italiensk-sproget smørtenor med akkompagnement af symfoniorkester repræsenteret.
Med The Solitude of Prime Numbers har han skabt et soundtrack til filmen af samme navn, der er baseret på novellen af Paolo Giordano. Af denne grund – og i henhold til pladens titel – er samtlige numre på pladen nummereret med primtal, og pladen indledes med nr. 2, ”Twin Primes”, der med sin lettere sørgmodige og mystificerede tone egentlig skaber rammerne for en stor del af det øvrige album. Samtidig er det – ud over på pladens sidste nummer – den eneste gang, man hører Pattons vokal, der lader sig udtrykke gennem et simpelt »lalalala«, som gentagne gange lyder som den eneste vokaludtrykkelse.
Mike Patton lader egentlig sin adspredelse skinne godt igennem på dette album, der griber om det faretruende og forstyrrende element, som man f.eks. oplever gennem den atmosfæriske støj, der findes på nummeret “Method of Infinite Descent”. Albummet rammer imidlertid også en optimistisk og livsbekræftende tone, som man f.eks. hører på “Twin Primes”, der med sin længselsfulde vokal strækker sig ud mod horisonten. Med pladen rammer Patton en tankevækkende eftertænksomhed, og det beskrives meget nydeligt af pladens titel, der med sammensætningen af ordene ‘solitude’ og ‘prime numbers’ forener patos og logos, idet primtal er et udtryk for den videnskabelige tankegang hos mennesket, mens ensomhed er en følelse, der ikke kan baseres på logik. Der er noget rent og følsomt over meget af lyden på pladen, der kredser om et enkelt og emotionelt udtryk. Samtidig indeholder det også en mere bombastisk og påtrængende lyd, som man f.eks. kan høre på “Radius of Convergence”, der egentlig lægger ud med stilhed, men langsomt opbygger en lyd, der blander synthet og klassisk klang ved brug af bl.a. kor, orgel og synthesizer.
Uden at have set filmen kan jeg forestille mig, hvordan dette soundtrack lægger sig som et atmosfærisk filter rundt om den og skaber et gennemgående tema, der rykker i noget dybere i seerne. ”The Snow Angel” er et godt eksempel på den smukke skrøbelighed, der omkranser meget af albummet. Nummeret rummer med sine klangfulde klaverpassager en skæbnesvanger skønhed, der lader lytteren rive med og fortabe sig i det musikalske billede. Trods fraværet af Pattons vokal står pladen frem som et passioneret stykke arbejde, og man må igen tage hat, støvler og handsker af for hr. Patton og det overblik, han fremviser på pladen, hvis numre hænger sammen som perler på en tråd.
Til tider er der lige nok stilstand i det musikalske billede, når man ikke hører musikken i forbindelse med filmen, og dette er “Abscissa” og “Isolated Primes” gode eksempler på. Numrene mangler fremdrift og forekommer derfor kedelige, hvilket skaber en form for ophold på albummet. Samtidig skal det nævnes, at man nok går ind til en skuffelse, hvis man forventer en masse vokalarbejde, for det får man på ingen måde. Alligevel er der noget medrivende over The Solitude of Prime Numbers, men længslen efter at høre Pattons karismatiske og lækre vokal sidder stadig i kroppen på mig.
