Cunninlynguists: Oneirology
af Maja Hirani
Oneirology er et konceptalbum af umenneskelige dimensioner, og Cunninlynguists har med det leveret 2011’s bedste hiphopalbum i min bog. Det omhyggelige, perfektionistiske arbejde, der er lagt i udgivelsen, er ubegribeligt. De sætter lytteren på en prøve, men albummet er fremragende, uanset hvor meget man fordyber sig. Knos sjælfulde, detaljerede lydside er evigt varierende og voksende, og dertil kommer Deacon og Nattis guddommelige evner, der både inkluderer uovertruffen tekstskrivning, skarpe leveringer samt en stærk indlevelse. Oneirology sætter nye standarder.
EMA: Past Life Martyred Saints
af Anna Møller
Solodebuten fra South Dakota-musikeren Erika M. Anderson er mere indierock-/poppet end de psych- og noisefolkede projekter, hun tidligere har været en del af – nemlig Amps for Christ og Gowns. Eksperimenterne med vokal og guitarbehændighed er dog fastholdt, og når Andersons på samme tid skrøbelige og stærke stemme ligger rumklangssvøbt forrest i lydbilledet, er man ikke i tvivl om, hvorfor der er fulgt så megen god omtale i kølvandet på soloalbummet. Især fra de medier, der har Kim Gordon tæt på det musikalske hjerte. De distortede og langstrakte guitarflader ligger som god støjbund på flere af numrene, så vokalen kan indtage en på samme tid melankolsk og ligeglad position og holde styr på melodien. Eksempelvis på singlen “California”, hvor en mørkt skærende og udstrakt guitarbund fungerer som underlag for Andersons sang og den fremmedgjorte lyrik: »Fuck California, you made me boring / I’ve bled all my blood out / But these red pants they don’t show that / My old friends though they know that / But when I sold them I sold that / I’m sorry Gracie Grewie Golden…« og senere: »I’m just just 22, and I don’t mind dying.« Teksterne er meningsbærere på de fleste af Andersons numre, og de serveres henslængt i et dagligdagssprog, der er naturligt uden at være uskønt.
The Roots: Undun
The Roots’ 14. albumudspil er et gennemkælet og drevet konceptværk. Den fiktive karakter Redford Stephens død fortælles baglæns. Han er opkaldt efter en sang af Sufjan Stevens, der er et kort, instrumentalt klavernummer i slutningen af pladen Michigan. Indtil videre føles det, som om Undun i virkeligheden er det musikalske hiphop-mesterværk, som Kanye Wests My Beautiful Dark Twisted Fantasy og Watch the Throne desværre løb med en del af æren for. Albummet er så godt, fordi en så gammel og sammentømret flok som The Roots sætter de kunstneriske ambitioner på samtlige fronter så højt som overhovedet muligt, og deres satsning lykkes fuldt ud. Stemningen er langsom og udført med et skarpt blik for formidlingen af sensibilitet igennem musik. Det er til tider så møgtrist, at det næsten ikke er til at holde ud. For eksempel slår numre som “Tip the Scale (feat. Dice Raw)” og “Sleep” mig virkelig ud. Samplingen af Mercury Revs “Saw Song” på “Make My (feat. Big K.R.I.T. & Dice Raw)” er for svedig, og en simplistisk banger som “Stomp (feat. Greg Porn)” burde kunne give en smule tilfredstillelse til gamle The Roots-fans, der synes, det hele er blevet for poleret, prætentiøst og følsomt. Denne plade spænder altså ret vidt, og det på en yderst gennemtænkt og naturlig måde. Jeg tror ikke, jeg har hørt numre hænge bedre sammen på en hiphopplade end på denne her. Jovist, der er nogle numre, der er en smule for poppede til min smag, men det store projekt og den beundringsværdige genoplivning af albummet som musikalsk kunstform efter mp3-revolutionen må enhver have en håndværksmæssig respekt for. Det lader sig nemlig vanskeligt gøre at udvælge de bedste numre og se på dem for sig selv, når man har med et så velstruktureret og konceptuelt værk at gøre. Et kunstnerisk trick, der sminker og kitter de mere kedelige momenter til.
V/A: Grønflammeskoven
af Anna Møller
Samarbejdet om børnebogsprojektet Grønflammeskoven samlede i 2011 nogle af de toneangivende musikere fra den såkaldte danske indiescene med Oh No Ono-musikerne Aske Zidore og Malthe Fischer samt Nicolai Koch som idérige bagmænd. For selve den skrevne og illustrerede børnebog stod bl.a. selv samme Koch og Anders Jørgen Mogensen, som man bl.a. kender fra det vokale improvisationsprojekt Nikolas og Escho-bandet KloAK, mens den musikalske børnebogsledsagelse var udfærdiget af frontfigurer fra bl.a. Figurines, Mew og When Saints Go Machine. Alt i alt en talentmasse uden sammenligning, og resultatet er da også derefter. Selve historien og illustrationerne er fantasifulde og fabulerende, og nogle af de musikalske ledsagere er mildt sagt ørehængere. Udgangspunktet er simple og naivt melodiøse sange, hvor især “Dragen” med Marie Eline Hansen på vokal og den ekstremt smittende “Fiskeflyselskab” med Christian Hjelms distinkte stemme og nogle virkelig fine rim træder frem. Grønflammeskoven revolutionerer ikke sangskrivning, men det er alligevel et revolutionerende projekt, der tager børnebogsformatet alvorligt og er resultatet af et virkelig vellykket samarbejde.
Future Islands: On the Water
»Do you believe in love?,« spørger Samuel T. Herring på Future Islands’ tredje fuldlængdealbum On the Water. Og jeg kan kun svare ja! Jeg tror på både kærlighed og Future Islands. Så til søs, hvor har Future Islands endnu en gang leveret en smuk omgang synthromantik. Havet slår bogstaveligt talt mod ørerne i “Tybee Island”, men oftest er det kombinationen af de langstrakte synthbølger og Herrings stemme – der nok en gang kun er for de søstærke – som løfter On the Waters skrog og gør det muligt at servere pophits som “On the Water” og den eminente “Balance”.
Deaf Center: Owl Splinters
af Signe Palsøe
Det virker næsten decideret åbenlyst, at norske Deaf Center på deres tredje udgivelse har arbejdet sammen med en anden af Undertoners 2011-favoritter – tyske Nils Frahm. Indspilningen af Owl Splinters er foregået i hans studie i Berlin, og duoens mere pågående, elektroniske lyd er på albummet skrabet ned til et minimum. I stedet er Owl Splinters præget af et begsort, rungende, dronende eller til tider ildevarslende tomt mørke, hvortil frahmske passager med skrøbeligt, ekkoende klaver og cello danner en vemodig kontrast. En vekselvirkning, der får numre som “Time Spent” og “New Beginning (Tidal Darkness)” til at fremstå som så meget desto mere knugende monumenter over ensomhed og fortabelse.
Evidence: Cats & Dogs
af Maja Hirani
Cats & Dogs er den Grammy-vindende rapper/producer fra Dilated Peoples, Evidences, længeventede Rhymesayers-debut. Med en nyfunden kreativitet samt et højt ambitionsniveau er Cats & Dogs en milepæl i hans karriere. Han er stadig Evidence med det lidt snøvlede, monotone flow, men han er skarpere end nogensinde: »I’m on another level, I mean another label.«
Jedi Mind Tricks: Violence Begets Violence
For fans af JMT har der i det seneste stykke tid hersket en del skepsis omkring det faktum, at Stupe the Enemy of Mankind ikke er med på det nye album. Til gengæld er Jus Allah tilbage. Albummet har fået en del hug og er især blevet kritiseret for at være rodet og substansløst i sin lyrik. Produktionerne er tunge og lyder alle umiskendeligt som JMT – især de lyse vokalsamples på numre som “Burning the Mirror” og “Design in Malice (feat. Young Zee & Pace Won)”. Teksterne og leveringerne er ligeledes velkendte. De er stadig ultravoldelige, islamistiske, homofobiske, mandschauvinistiske og krigsdyrkende. Frontmanden Vinnie Paz har kun én måde at rappe på, og den er hårdtspyttende og vred. Det har været nævnt, at det nok ikke bliver med dette album, at JMT udvider deres fanskare synderligt, men for fans af tidligere albums som Visions of Ghandi, Violent by Design og Servants in Heaven, Kings in Hell vil jeg sige, at der i hvert fald er fem-seks gode, gammeldags JMT-numre. Klimaks er uden tvivl “Design in Malice”, hvor en stærk synergi mellem det tunge beat med det fede vokalsample, gode gæsteoptrædener og en Vinnie Paz, der er ondere end nogensinde, bidrager til en samlet følelse af at lytte til et godt og kraftfuldt album. Et album, som især behandler en magtesløshed, vrede og ængstelse, der kun er velegnet til lyttere, som ønskes at blive konfronteret med deres indre svinehund. Violence Begets Violence er bedre end sit rygte.
Wise Blood: These Wings EP
af Signe Palsøe
Selvom 2011 var året, hvor r’n’b for alvor gik fra at være yndlingsaversion til favoritdille blandt anmeldere, er det ikke meget opmærksomhed, amerikanske Chris Laufman har fået herhjemme i forhold til sine åndsfæller The Weeknd, Drake eller Frank Ocean. Det er synd, for med sin nyeste ep under Wise Blood-aliasset har han skabt en samling særdeles ørehængende popnumre. Lydbilledet er skrattende og til tider decideret udvisket, og beat og samples overrasker bestandig ved at snuble eller ændre kurs under Laufmans kælne, fabulerende ordstrøm. Alligevel er der tale om pop, der er opfindsom og mangefacetteret som Kanye Wests, men ridset og knasende som en sovekammer-musikers.
Liturgy: Aestetica
af Anna Møller
Black metal-bandet Liturgy fra Brooklyn skider om nogen i begge lejre, og deres andet album Aestetica er ingen undtagelse. Metalfans synes, det er for hipt, tænkt og ikke nær hårdt eller mørkt nok til overhovedet at kunne klassificeres som metal, mens hipstere synes, det er lige vel larmende. Læs bare kommentarerne på Youtube, hvor bandet kaldes ‘American Apperal Black Metal’. I øvrigt kunne man skrive længe om opbyggeligheden i Liturgys sangskrivning, der bl.a. indeholder flere dur-akkorder, end der formentlig nogensinde er fundet i metalmusik, ligesom der er en vis kristen symbolik i bl.a. det grafiske udtryk. Om især Hunter Hunt-Hendrix’ lyse og langstrakte hekseskrig deler vandene. Hans skrig er hjemsøgende på den til tider ekstremt hovedpinefremkaldende måde, men ingen kan nægte, at det blast-beatede tempo er maskinelt højt, de fræsende tremolo-guitarer medrivende og sammenspillet tight. Især den eminente (vokalløse) single “Generation” er med sine repeterende rundgange og guitarens og trommernes hypnotiske vekselvirkning så jagende, at man på ingen måde kan undgå at sidde og kaste hovedet frem og tilbage til rytmens uendelige gentagelser.
Dum Dum Girls: Only in Dreams
Som en skøn teaser til pladen Only in Dreams udsendte det skønne kvindeband Dum Dum Girls singlen “Bedroom Eyes”, der fik skudt mine forventninger alt for højt op, fordi det er så utroligt rørende et nummer. Sangen får mig til at kravle lidt ind i mig selv, føle efter og mærke, at poppet støjrock somme tider kan ryste mig helt fra hinanden. Desværre blev mine høje forventninger på ingen måde indfriet. Mange vil sikkert nyde bandets større fokusering på genrekarakteristika fra såvel country som surfrock, men til min store skuffelse er der fjernet støj og effekt fra både vokaler og guitarer. Rytmerne er blevet endnu mere simple, alting lyder ligesom alt, alt for clean, og fraseringerne bliver enerverende ved flere gennemlytninger. Hvad der på den skønne debut, I Will Be, var så charmerende, virker nu fjollet og forkert. Prøv at lytte til pladen, og hør bagefter nogle tidligere numre som “Jail La La”, “Yours Alone” og “It Only Takes One Night”. Eller nej, drop albummet – og lyt i stedet til Dum Dum Girls’ ep, He Gets Me High, der ligeledes er fra 2011. Dér er lyden ikke en barberet støjrock-ged.
Hatchback: Zeus & Apollo
af Anna Møller
Bag navnet Hatchback gemmer sig soloprojektet fra San Fransisco-musikeren Samuel Milton Grawe, der også slår sine folder i den mere housede duo Windsurf. Hatchback står derimod for en langt mere rolig og ambient lyd, hvor bløde og boblende synths i sløvt tempo bevæger sig dovent mod havoverfladen. Ikke ulig Oneohtrix Point Never, som også er omtalt andetsteds i Undertoners ‘Plader vi overså’-artikler, men dog blødere og mere udflydende i udtrykket. Samlet set er Zeus & Apollo meditativt, strukturelt langsomt opbyggeligt og med en simpel og minimal tilgang rent musikalsk. Langstrakte analoge og digitale manipulationer fra Fender Rhodes, vintage synthesizere og trommemaskiner smelter sammen i et organisk hele, der selvsagt gør sig bedst i vinylens fyldige fremstilling. Her kan man også bagpå læse en afsluttende bemærkning fra Grawe selv: »Welcome to the new age of new age.« På trods af den hilsen er der dog rigeligt med hypnotisk synthkraut og ambient drone på Hatchbacks andet album.
