I slutningen af sidste år udkom Nórs debutalbum, der er prydet af bandets logo: en snekrystal med gruppens navn. Ligesom de øvrige eksemplarer af pladen havde det album, jeg modtog med posten, sit eget helt unikke collage-pladecover fremstillet af skrøbeligt papir fra gamle bøger om stumfilmsstjerner, astronomiske fænomener og naturliv, som i dette tilfælde en sommerfugl, der giver coveret et stilleben–præg.
Stilleben- eller nature morte–effekten er kendetegnende for ikke kun albummets visuelle side, men også dens musikalske, der er præget af konstant liv og bevægelse og samtidig en sær stilstand. Nór er ganske rigtigt, som den vedlagte pressemeddelelse har udtrykt det, ‘roligt, men konstant dirrende’. Der er både dynamik og staticitet, liv og død, drøm og mareridt over albummet, som appellerer til hele sanseregistret – nogle steder så kraftigt, at det virker kvælende. Men det er netop denne balance mellem det lette og det overrumplende, der fastholder lytterens opmærksomhed for Nórs collage-projekt, som også viser sig i det genremæssige valg af indie, jazz, singer/songwriter, akustisk eksperimentel folk og electronica inden for det samme albums rammer.
Den musikalske udførelse er på et højt og ambitiøst niveau, hvor der ligeledes balanceres mellem overdrivelse og underdrivelse af medlemmernes instrumentelle udførelse. Samme ambition skinner igennem i sangteksterne, der ikke lægger skjul på, at albummet har i sinde at lukke op for et overnaturligt, tenderende grotesk univers blandet med det eventyrlige med titler som “Little Girl Marching Out”, “Running Back in Time”, “Medicine Man”, “Orca” og “Alien”. Vi hensættes til en mytisk tid. Albummet er ikke kun en rejse tilbage i tiden, men en udsættelse af realtid og realitet i et bevidst forsøg på at lede lytteren på vildspor i en musikalsk, labyrintisk leg. Alene den bizarre sammensætning af instrumenter vidner om ikke kun et musikalsk overskud, men også et mod til at flytte lytterens grænser.
Ikke kun i coveret, genre- og instrumentvalg ser vi Nórs collage-projekt: Forskelligheden er et generelt kendetegn ved gruppen. Med hver deres vidt forskellige musikalske baggrund gik gruppen sammen og begyndte at øve i en kælderlejlighed kort efter bandmedlem Sigrid Moses-Jacobsens hjemkomst fra Canada. Hun havde her været sneet inde med sin mandolin som eneste selskab, og resultatet blev nummeret “Hibernation” (eller på dansk ‘vinterhi’), der åbner albummet med mandolinens sprøde toner. En feminin, men stærk kvindevokal, i stor lighed med navne som Fredrika Stahl, tager over med ordene: »Darkness creeping in on me,« der sammen med de høje, dyriske kvinderøster, som kulminerer i slutningen af nummeret, understreger nummerets og hele albummets mystiske og dystre, men samtidig legende aspekt. Ordstrømmen suser derudaf i et højt tempo og med flotte overgange i vekselvis solosang og lys flerstemmighed, der stilmæssigt kan minde om grupper som Blue Foundation og Air. Gennemlytningen af albummet opleves som en melankolsk rejse ind i et søvnigt og samtidig livligt, søgende univers, som (ikke mindst på grund af mandolinen) leder tankerne på Eddie Vedders musik til filmen “Into the Wild”.
Samtidig med det ofte høje og dynamiske tempo hviler der som nævnt en sær sløvhed eller forsinkelse over albummet, som gang på gang understreger den vinterhi-stemning, der synes at være albummets referenceramme. Som i første nummer anvendes der jævnligt en forhalingsteknik, hvor lytteren har svært ved at falde helt ind i beatet. Denne leg med lytterens forventninger opleves med få undtagelser (heriblandt numrene “Orca”, “It” og “Tesla”, der enkelte steder tenderer det uinteressante monotone) i alle numrene. Hver passage og overgang er velovervejet og står hele tiden i collageprojektets navn med de mange ophold og skift i tempo, toneart, stil og udtryk, så man undervejs kommer i tvivl, om der er tale om en forlængelse af det enkelte nummer eller et skift til en ny sang. Inden for det samme nummer veksles mellem 1600-tals-kammermusik-lignende overgange og jazz-prægede passager med kontrabassens underspil. Alligevel føres vi som lyttere hver gang tilbage til hovedbeatet og -melodien, hvilket bekræfter albummets sikre og gennemførte udtryk.
Albummet når både fra et melodisk og instrumentalt synspunkt et af sine mange højdepunkter i numre som “Running Back in Time”, hvor særligt klarinetten får lov at udfolde sig, samt hitsinglen “Eve”. Det sidste nummer, “Alien”, er endnu en titel, der tiltrækker sig lytterens opmærksomhed. Det lukker albummet med en forstærkning af de dyriske hyl og det omskiftelige tempo fra begyndelsen af pladen, men fører projektet så langt ud, at albummet synes at miste lidt af det unikke, på en gang skrøbelige og stærke udtryk, der opleves de øvrige numre. Ikke desto mindre er Nórs debutalbum et imponerende og gennemført arbejde, som kun kalder på at blive lyttet til.
