Den britiske duo The Big Pink, der består af Robbie Furze og Milo Cordell, har med Future This kastet sig over at skulle følge op på de meget store forventninger, som debutpladen har grundlagt. Den slags går desværre sjældent godt.
Gruppens første udspil, A Brief History of Love, blev godt taget imod både her og hinsides for sin begavede sammensmeltning af store popmelodier, skramlet rocklyd og masser af syng med-potentiale. Med rette blev der efter debuten kigget efter The Big Pink som et godt bud på det nye, store britiske pop/rock-håb. Men lige så spændende og nyskabende debuten var, i lige så høj grad lever Future This op til alle fortærskede skrøner om den svære toer.
På Future This har Big Pink lavet en simpel og uspændende electropop-plade, som det er hørt så ofte før – og så forsøgt at skaffe sig et alibi ved at kaste lidt støjguitar indover med en skovl. Målet har ifølge bandet selv været at skabe iørefaldende popnumre designet til et live-publikum, og de genbruger samme virkemidler som på debutpladen, men med mindre overbevisning og intensitet. Lydbilledet mangler ganske enkelt de smukke kontraster mellem støj, elektronik og sang, som gjorde forgængeren til en interessant plade, og derfor udfordres man ikke til andet end et overfladisk bekendtskab.
Det bedste, der kan siges om Future This, er, at den givetvis vil have en bred appel. Der er iørefaldende melodier og lettilgængelig – men desværre også letforgængelig – popmusik, som ganske vist egner sig bedre til dansegulvet end forgængeren, men som ikke er nær så interessant. Som pop-håndværk er pladen såmænd lige så udmærket som så meget andet. ’Så meget andet’ er der bare rigtig meget af allerede, og det havde klædt The Big Pink bedre at fortsætte i det spor, de så flot lagde ud med debuten.
Bertel:
