Hvordan får man en søndag aften til at føles som en feststemt fredag? Det ved engelske The Maccabees, der søndag fik gulvbrædderne i Lille Vega til at flække under et opstemt og pakket publikum. De fem englændere med Orlando Weeks i front betrådte scenen med øl i hænderne og en mindst lige så casual påklædning som attitude og indledte koncerten med nummeret ”Child” fra deres seneste album, Given to the Wild, som udkom ved indgangen af dette år. Allerede med åbneren satte The Maccabees standarden højt ved at levere godt sammenspil og en god lyd, som gentog sig i det følgende nummer, ”Feel to Follow”, som ligeledes er fra den seneste udgivelse. Så var dét på plads. Forventningerne skruet i top og adrenalinen sat på højeste volumen.
Den ellers så overbevisende intro gav desværre ret hurtigt bagslag, da det i de følgende numre ofte var svært at fange artikulationen, da den af og til blev overdøvet af de insisterende instrumenter. Heldigvis for de midlertidige tab af vokalen var instrumentalisterne særdeles talentfulde og gode til at flirte med publikum med deres imponerende toner og charmerende smil.
The Maccabees leverede helhedsindtryk, der bød på fyldige, solide og insisterende numre, som stort set alle blev afsluttet brat, og som til tider kunne være svære at adskille fra hinanden, specielt på grund af de hidsige mellemspil og outroer. Man kunne godt efterlyse nogle flere glidende overgange mellem numrene, eller at nogle af de mere drømmende og veltempererede breaks ville erobre mere af spilletiden og stille og roligt massere ens hjerne, som efterhånden var blevet forvandlet til en presset citron. De mange hjerneanstrengelser skyldtes blandt andet, at The Maccabees’ lydunivers trak i tråde hos bands som blandt andre Editors, Friendly Fires, Band of Horses, Two Door Cinema Club og The Cure, og det føltes nogle gange, som om at man stod på et løbebånd, sveddryppende og panisk i ansigtet med fokus stormende forvirret rundt i hele kroppen, uden at komme nogen vegne.
Koncerten blev rundet af med nummeret ”Pelican”, som tydeligvis var en af aftenens favoritter blandt de engelske tilhængere og andet godtfolk blandt publikum. Herefter kom The Maccabees igen på scenen, hvor de bød på hele tre ekstranumre, heriblandt nummeret ”Precious Time”, der er at finde på debutalbummet Colour It In fra 2007, og som var blevet ønsket gennem hungrende råb fra salen.
The Maccabees får 4 U’er med sig hjem i bagagen, da koncerten overordnet simpelthen manglede at tilsætte noget kulør i oplevelsesgryden. Ud fra mit synspunkt er en koncert altid en bedre og mere uforglemmelig oplevelse, hvis den har formået at stimulere flere sanser hos publikum. En koncert skal altså gerne fodre en med indtryk og få det til at kilde i fingre- og tåspidserne, prikke på tungen, være en visuel oplevelse og altså ikke kun hive en i ørene – hvilket jeg føler, var tilfældet hos The Maccabees.
Når det så er sagt, er The Maccabees nogle overbevisende og rent teknisk utroligt dygtige musikere, der forstår at håndtere deres instrumenter. Og kendetegnende for den engelske kvintet og deres koncert på Lille Vega var en sprød kombination af guitarer som drivkraft krydret med en episk, følende og utrolig fyldig vokal med en lige så karismatisk frisure, alt sammen rørt sammen under veludførte numre. Et af aftenens højdepunkter var endvidere, at der blev serveret numre fra bandets tre album, heriblandt ”Precious Time” fra debuten Colour It In, hittet ”Love You Better” fra album nummer to, Wall of Arms, og ”Glimmer” og ”Pelican” fra deres seneste Given to the Wild.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com