Brooklyn-kvintetten The Drums lagde onsdag aften vejen forbi Amager Bio i København, og blandt bandgrejet og deres selvbetitlede debut, havde de deres seneste album Portamento, der udkom i september måned sidste år.
Et godt, men ikke tætpakket publikum stod afslappet og ventede på, at forsanger Jonathan Pierce plus band skulle betræde scenen i Amager Bio. Som intro blev publikum mødt med en mørklagt scene, som indimellem blev lyst op af, hvad der skulle minde om lyn med tilhørende lydeffekt og småsnak.
Pludselig blev lyset tændt og lige-på-og-hårdt fik The Drums de prikkede sommerkjoler og kulørte lamper til at svinge med på 60’er-surfpop-nummeret ”When You Were” fra Portamento. Allerede fra første ørekast blev jeg imponeret over, hvor afbalanceret, planlagt og veludført de fem bandmedlemmer leverede deres numre. Rent visuelt gjorde The Drums opmærksom på, at de er et band med god og kærlig energi. Både bandmedlemmerne imellem, men også fra band til publikum. Det var tydeligt at mærke, at Pierce var glad for at være tilbage i København og han takkede flere gange publikum for at møde op til deres koncert en onsdag aften.
Som massage til øregangene blev jeg opmærksom på, hvordan Pierces falset klædte sangenes høje toner specielt godt, kraftfuldt og rent. Lækkert. I sin bordeaux cardigan og hjelm-agtige frisure, lignede han en moderne mariehøne, som drømmende og lystigt baskede rundt med vingerne i et artificielt sommerlys.
Inden tre ekstranumre blev leveret, havde The Drums i alt tretten numre på sætlisten, som var blandet godt sammen i rysteposen, og derfor bød på god fordeling blandt numre fra debutalbummet og den nye Portamento. Cirka midtvejs i koncerten krøllede det ellers så fint spændte trommeskind desværre en anelse sammen, og vokalen forekom af og til instrumentalt overdøvet på de lystige numre med triste tekster, ”Book of Stories” og ”How It Ended”. Der blev dog hurtigt rettet op på den mindre lydbrøler med hittet ”Money”, som levede op til mine og tydeligvis også publikums forventninger, og i den blågrønne atmosfære så man pludselig sig selv blandt lystigt dansende silhuetter i form af moderne fortolkninger af fortiden.
Der var så meget spændt energi i The Drums, at jeg sad og ventede på en forløsning i form af et stage-dive eller lignende. Det ville koncerten sagtens kunne bære. Midt i spændingen fyrede bandet i stedet op under noget, der lød som en ups’er – en falsk udgave af det ellers så korrekte nummer ”Forever and Ever Amen”, og i øjeblikket virkede det som om, at Pierces sommerbatterier kørte på sidste salgsdato. Han fik dog hurtigt reddet stemningen ved at hive ‘Cheerleader-knytnæven’ frem med opfordringen: »come on, Copenhagen!«
Som publikum blev man for alvor bekræftet i, at de fem bandmedlemmer klæder deres sprudlende postpunk, surfpop og indie-toner, da Pierce fortæller en historie om, at han blev smidt ud fra sin egen efterfest, sidst bandet besøgte København, og slutter af med at sige, at vi alle er skøre. Inklusive han selv.
Inden tre ekstranumre, blev koncerten sluttet af med det stille og dybt følende nummer ”Down by the Water”, hvilket overraskede en del, da jeg først blev en smule skuffet over, at de havde valgt at slutte af med en ‘party-killer’. Men humøret blev dog atter rejst, da det gik op for mig, at debutalbummets hit ”Let’s Go Surfing” stadig lå og rumsterede et sted og ventede på sit udbrud.
Efter at have forladt scenen et øjeblik, blev The Drums klappet og hujet tilbage på scenen og indledte ekstranumrene med det meget spacy og anderledes nummer ”Searcing for Heaven”, der primært er båret af keys og vokal, og som klart kommer bedre til udtryk i live-format end trykt. Det første ekstranummer blev fulgt op af den mere bløde og legende ”The Future” og ganske rigtigt – nummeret, der satte punktum for aftenens koncert i Amager Bio, var ”Let’s Go Surfing”, som for alvor løftede stemningen blandt publikum, der pludselig fik turbovibrerende knæ og albuer.
The Drums er en likeable størrelse. For uanset om flere af deres numre og tilhørende tekster har et trist grundlag, udtrykkes det gennem positive toner. Bandet skal have fem U’er for deres koncert i Amager Bio, da de gennem hele koncerten var tro mod deres to album, og at det ligeledes egentlig var rart, at de ikke forvildede sig ud i abstrakte outroer og alt for syrede mellemspil. Trods den gode og kærlige energi, savnede jeg dog, at de rent fysisk bevægede sig helt ud over scenekanten, og at koret på numrene generelt var tydeligere, da det efter min overbevisning er med til at fremhæve den skæve profil, som bandet bærer.
Generelt synes jeg, at flere af bandets numre gjorde sig langt bedre live, end hvad der drøner ud af højttalerne herhjemme. Så til alle der er i tvivl om hvorvidt de bryder sig om The Drums, ud fra hvad de har hørt på plader og i stræder, så bør The Drums opleves live.
Og dermed blev det forår i København.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
