Duoen Death and Vanilla er i den grad från hinsidan. Ud over at stamme fra Malmø baner Marleen Nilsson og Anders Hansson nemlig på deres debutalbum vejen for livlig kontakt mellem det jordiske og det hinsides – hvilket sangtitler som “Rituals” og “From Elsewhere” også indikerer.
Sidstnævnte er en enkel, akustisk folksang og dukker op gennem skrattende baggrundsstøj, som er den en transmission, der finder frem til os fra en mere uskyldsren fortid. Marleen Nilsson synger om »a lake on the other side«, og da sangen rinder ud, giver den plads til noget, der lyder som en sammenklippet oplæsning af afhøringsrapporter om, hvordan »rather strange forces« vistnok er kommet til orde via et kvindeligt medie.
Ved første lyt kan Death and Vanilla endda give det indtryk, at Marleen Nilsson selv er et overnaturligt forbindelsesled. Death and Vanilla trækker store veksler på Broadcasts blanding af analoge synthesizere, retropop-æstetik og virkelighedsforskydende effekter, og sine steder lyder Nilsson ganske meget som Broadcasts afdøde sangerinde, Trish Keenan.
Det kan tage lidt tid at lytte sig forbi fællestrækkene med Birmingham-gruppen, men efterhånden træder svenskernes særpræg frem. Hvor Keenans stemme ofte optrådte i let forskudte lag, der begge stod helt klart i lydbilledet, er Nilssons lyse, luftige stemme indhyllet i så megen genklang, at ordene sløres helt ud i det utydelige.
Underbevidsthedens natlige aktiviteter er da også et gennemgående tema på Death and Vanilla, hvis fire første sange alle rummer ordet »dream«. Med dissonant hammondorgel og dirrende vibrafon lyder “Rituals” som et Hitchcock-soundtrack, indtil komprimerede trommer midtvejs tilfører en nærmest krautrocket fremdrift. I “Dreams of Sheep” er uroen afløst af blidt psykedeliske barndomsminder, mens Nilsson i “Somnambulists” endog synger om »dreams within dreams«.
Stærkest i kvartetten af drømmesange er den herligt catchy “Cul-De-Sac”, der slår en sommerpoppet stemning an med en tekst om solnedgangssvømning i en sø – og med snurrende, twangede guitarer fra samme John Barry-skattekiste, som engelske Mono fandt nøglen til i slutningen af 90’erne.
Helt i samme klasse er “Library Goblin”, der med adstadige bas- og guitarrundgange samt repetitive vokallinjer trækker tråde til Stereolabs krautpop, mens de oscillerende synthesizere flimrer som vidnesbyrd om en svunden tids forestillinger om fremtiden.
Således er det ikke kun coverets stilrene grafiske udtryk, men også musikkens mange åbenlyse referencer til fortiden – og til andre fortidsforgabte bands – der gør det oplagt at sammenstille Death and Vanilla med det engelske selskab Ghost Box. Her har kunstnere som Belbury Poly, The Advisory Circle og The Focus Group gennem en årrække sammenvævet folklore, science fiction, radiofoniske eksperimenter og okkulte fænomener – ifølge anmelderne under den mere eller mindre retvisende genre-etiket hauntology. Helt så foruroligende og desorienterende er Death and Vanillas musik ikke, men de overlappende tidsplaner og slørede erindringer trækker i samme retning.
Til gengæld skiller Death and Vanilla sig ud ved at skrive sange, der langsomt, men sikkert hægter sig fast i hukommelsen. Sideløbende med retro-æstetikken og den underliggende fornemmelse af uro sørger duoen for, at guitaren leverer simple, naive hooks, og når Nilssons chanteuse-vokal ellers ikke fordamper helt, lægger den små melodiske guldkorn til lytteren.
At de syv første sange er så fine og komplementerer hinanden så godt, står først for alvor klart, når man hører pladens to sidste numre. Her siver fortryllelsen ud hånd i hånd med melodimaterialet, og pludselig fremstår mysticismen en kende forceret.
Det er dog blot mindre forbiere på et imponerende stilrent debutalbum, der kalder på at blive hørt i sommersolens skær, så det kan aflejre et minde om dengang, da vi lyttede til sange om sommernostalgiske minder. Eller så søvnen kan lede os ind i udflydende lag af drømme om drømme.
