Jeg har lyttet til Cold Specks’ debutalbum utallige gange, siden jeg fik det i hånden. Efter endt gennemlytning har jeg ilet hen til anlægget og trykket play igen. Uden at blive træt af det. For I Predict a Graceful Expulsion er virkelig, virkelig god musik af den slags, der går rent ind, rammer hjertet og bliver der.
Betegnelsen ”doom soul”, som Cold Specks under det mystiske alias Al Spx selv kalder sin musik, gav mig ellers bange anelser til at begynde med. Jeg har det mildest talt svært med soul-genren, som for mig unægteligt påkalder sig gospel-konnotationer, og begyndte at visualisere en Etta Cameron-lignende kvinde klædt i lilla gevandter og bibelske budskaber for mit indre blik. Men mine fordomme blev gjort noget så gevaldigt til skamme, og hvor er det fantastisk, når man bliver helt oprigtigt blæst omkuld og overrumplet over, hvor fedt et stykke musik kan lyde.
Den blot 24 år gamle canadiske guitarist og sangerinde er blevet benådet med en drøm af en stemme – lækker og fløjlsblød i al sin råhed, hæs som en yngre og langt mere cool udgave af Macy Gray. Den er klogt nok placeret allerforrest i det rimeligt simple lydbillede, der genkalder sig den amerikanske sydstatstradition for bluesfolk. Klaver, guitar, lidt cello, trompet og percussion lægger den musikalske bund, der aldrig stjæler fokus fra den hjemsøgende vokal. Cold Specks’ lyd er ekstremt behagelig og indbydende og akkompagnerer grå regnvejrsdage på smukkeste vis, men ikke som et ligegyldigt baggrundstapet, tværtimod. Der er både bid og vid i stemme såvel som lyrik, og en af albummets fornemmeste kvaliteter er måden, hvorpå det balancerer mellem de bløde, lækre produktioner og det dæmoniske mørke, der udspringer fra den unge kunstners strube. For at citere en gammel replik fra et stykke fremragende børne-tv, så er det bare sådan rigtigt … lækker-sørgeligt.
Og ja, der er referencer til gospel. Som når albummets titel gentages som et hypnotiserende mantra i “Elephant Head” og på “Holland” med det grandiose refræn »We are many / We are many / We are dust / Into dust we will all return,« men det kammer aldrig over i religiøs vækkelse og selvhøjtidelighed takket være, blandt meget andet, en perfekt afstemt produktion. Et af de stærkeste numre er “Hector”, der skiller sig ud fra resten af flokken med sin jazzede gyngende bund, hvor tempoet ganske forfriskende sættes en tand op. Et blandt mange eksempler på, hvor ubesværet og uprætentiøs Spx lyder – som om hun aldrig har lavet andet.
Teksterne kredser generelt om temaer som tro og tvivlen på samme, død, hjemlængsel, ensomhed, rødder, slutninger og nye begyndelser. På førstesinglen “Blank Maps” knurrer hun stædigt insisterende »I am a goddamn believer« og lyder mest af alt som en, der ikke kan finde hjem. Der er en kryptisk, næsten elegisk ånd til stede, når der for eksempel ganske nøgternt synges »Take my body home« i åbningsnummeret “The Mark”. Tekster som denne er i sig selv nok til at fastholde lytteren og indbyder til endnu en gennemlytning – og endnu en… Der hersker en myndig ro over hele linjen, og man fornemmer hurtigt, at her må man rykke en tand nærmere højtalerne og skærpe opmærksomheden for at få hele oplevelsen med.
Til slut kan jeg kun opfordre dette års Roskilde Festival-gæster til at tjekke Cold Specks’ koncert d. 6. juli ud. Den kan gå hen og blive en af 2012’s helt store live-oplevelser. Mine forventninger er i hvert fald tårnhøje oven på dette meget flotte debutalbum.
