Fire år er gået, siden Sigur Rós gik nye og mere lettilgængelige veje på albummet Með Syð Í Eyrum Við Spilum Enðalaust, der viste bandet fra en hidtil ukendt (relativt) melodisk side. Forsanger Jon ”Jónsi” Thor Birgirssons solo-udspil, Go fra 2010, var endnu et skridt i den poppede retning – med engelske (!) tekster. Men Sigur Rós har tilsyneladende ikke ambitioner om et totalt hamskifte, for de kom tilbage til studiet Sundlaugin på Island, og resultatet af det er Valtari – et album, der peger mere tilbage til lyden fra 1999-mesterværket Ágætis Byrjun, end det peger frem mod nye horisonter. Heldigvis er islændingene hamrende dygtige til netop det, de gør her, og med Valtari får jeg præcis, hvad jeg forventer mig af en plade fra deres hænder. Det passer mig fremragende.
Hvordan beskriver man bedst Sigur Rós’ eventyrlige lydlandskab? Albummets smukke cover siger det meget godt: sløret som et drømmesyn, mystisk og magisk. Lytteoplevelser, der ofte er mere atmosfæriske end musikalske, og som opleves bedst med gode hovedtelefoner på. Ifølge bandet selv lyder albummet som “an avalanche in slowmotion”, og som altid er der noget meget organisk på færde. Jeg forestiller mig på én gang Valtari som lyden fra et præ-menneskeligt sted på jorden og som soundtracket til en fremtidsforestilling langt ude i rummet.
Tyst og langsomt folder det sig ud på åbningsnummeret ”Ég Anda” med blidt klaverspil og Jónsis papirtynde vokal, der først træder frem halvvejs inde i nummeret for at slutte brat i et helt andet ildevarslende spor med tung feedback. Titlen betyder ”Jeg ånder”, og i baggrunden høres lyden af, ja, hastige vejrtrækninger. ”Ekki múkk” er mere stillestående og drejer i lange passager om den samme vokalsløjfe tilsat knitrende vinylplade-lyde.
Allersmukkest bliver ”Varúð”, der efter en engleblid opstart forløses i et stormende crescendo og brusende drengekor. Det er storslået, så hårene rejser sig, og det er umuligt ikke at lade sig rive med og blive metafysisk opstemt. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på kirkemusik, selvom jeg ikke ejer et religiøst ben i min krop. Også den fredfyldte ”Dauðalogn” lyder, som var den optaget i en mægtig katedral.
På de sidste tre numre er vokalen helt eller delvist fraværende for at sætte klaver og strygere i front, og selvom musikken sagtens kan stå alene som stemningsfremmaner, savner jeg Jónsi til at løfte det en tand yderligere her.
Det er ret imponerende, at Sigur Rós har fået så bred succes – også kommercielt, tænk f.eks. på soundtracket til Vanilla Sky fra 2001 – med musik, der er så introvert og dybt original, sunget på en blanding af islandsk og Jónsis hjemmelavede hopelandic-dialekt. Måske skyldes det, at et af Sigur Rós’ helt særlige talenter er, at de evner at skabe musik, hvor ingen stemning er givet på forhånd. Det er op til lytteren at fortolke ord og musik, man er fri til at lægge præcis det i det, man vil. Hvad der for mig lyder ømt kærtegnende, kan lyde melankolsk og sørgmodigt for en anden. Det gør også, at man aldrig bliver færdig med pladen – at man kan blive ved med at fortabe sig og opdage nye veje i det fantastiske lydlandskab. Sigur Rós har for længst cementeret deres lyd som tidløs og universel, og det er der bestemt ikke ændret på i 2012.
Valtari byder ikke på nogen store overraskelser, hvis man allerede er bekendt med bandets lyd. Det er himmelsk smukt, som kun Sigur Ros kan gøre det, og måske deres bedste udspil siden 1999.
