”Bortgang”, ”Øde Lagt”, ”Dødemandsbjerget” og ”Skyggeriget”. Det er de fire numre, du skal til at lære at kende, hvis du vil høre noget fedt nyt fra den danske metalscene. Det kan ikke være anderledes. Solbrud har indtil videre været et forholdsvis ubeskrevet blad uden for hovedstaden, hvor de hovedsageligt har holdt til i Ungdomshuset, men sidste år blev det også til en koncert på Copenhell.
Skønt der kun er fire numre på det eponyme album, svinger den samlede spilletid sig op på den gode side af tre kvarter, hvilket selvsagt stiller krav til bandets evner udi variation. Det slipper de nu også udmærket fra. ”Bortgang” kommer forsigtigt ud af starthullerne med langsommelige tæsk i trommer og på bækkener, der lægger op til den tonstunge guitar, som man hurtigt begynder at glæde sig til at høre. Og den kommer præcis på slaget, lige hvor man forventer den. Lyder dette kedeligt, så beklager jeg, for det er det ikke; langt fra. I flere minutter fortsætter den voldsomt tunge intro med at køre i ring om sig selv. Vi snakker doom for alle pengene. Først efter næsten fire minutter kommer dobbeltpedalen for alvor i gang, og Ole Luks hæse, growlende vokal, der ligger godt sammenrodet med resten af lydbilledet, tilfører ”Bortgang” den sidste dråbe af død og mørke, som man sad og manglede.
Når bare man har set på albumcoveret til Solbrud, så har man en glimrende fornemmelse af, hvad der er i vente, og den fornemmelse vil garanteret stå mål med det, man får i ørerne. Lyduniverset giver lytteren alle de underliggende følelser, man finder på et rigtig fedt black metal-album: en meget indelukket og klaustrofobisk følelse midt i de tordnende metalomgivelser, der kan skabe mørkerædsel for sarte nerver.
Evnen til at variere sit udtryk viser Solbrud frem gennem stort set hele pladen. Kun få gange trænger håbet om forandring sig for alvor på, og flere gange kommer det præcis, hvor man ønsker sig det. Det sker eksempelvis på ”Øde Lagt”, der begynder som lyn og torden, og hvor samtlige instrumenter får alle de tæsk, de overhovedet kan holde til. Herefter sættes tempoet med ét nogle gear ned, og armene får et tiltrængt hvil over nogle minutter, mens energien langsomt ebber helt ud af nummeret. Hvilet er dog kort, og snart er energien ladet igen, klar til at eksplodere i endnu et metalbombardement. Men nummeret slutter lige så sagte, som ”Bortgang” begyndte, og den truende regn fra albumcoveret falder mod slutningen tungt ned over nummeret, der langsomt slukkes som et bål i regnvejr.
