Der gik ikke lang tid, fra The Beardy Durfs var gået på scenen til deres blot niende koncert, før en sand mur af støj pløjede gennem Pavilion-områdets halvfyldte scenetelt. Den fortsatte uhindret ud på pladsen foran teltet, hvor madboderne er placeret, og hvor Ziya Ertekin, alias Blue Flamingo, stod og spillede 78 rpm-vinyler som et led i en ellers hyggelig happening sådan en doven mandag eftermiddag. Men fra nu af var det støjen og kun støjen, det hele handlede om.
Der blev i hvert fald lagt fra land med et usammenhængende kaos af crashbækkener og effektpedaler, som leverede gedigne tæsk til trommehinderne, og som jeg kun kan sammenligne med det infernalske mellemstykke i My Bloody Valentines “You Made Me Realise”. Herefter blev der så plads til at omdanne det kaotiske lydbillede til en mere struktureret udgave tilført vokal, hvilket – til trods for den lidt malplacerede vokalpræstation – nok ikke var den værste idé. Men jeg var egentlig fuldkommen ligeglad med lyrikken og vokalpræstationen og havde kun fokus på de forskellige kompositioner, der gemte sig bag al støjen.
De rangerede fra de overskuelige numre med forholdsvist tydelige vers og omkvæd, de mere monotone som “John Candy”, der ikke bestod af meget andet end nogle simple guitarakkorder og trommerytmer samt tilfældig råben og skrigen, og så det førnævnte støjangreb, der fik alt, hvad den kunne trække – alt sammen milimeterpræcist leveret. Og det var i sandhed imponerende, hvor vellydende og velfungerende den enlige guitar og det smadrede, østtyske trommesæt fremstod.
Det var en perfekt udført variation af forskellige støjrockkompositioner, hvor lydmanden desuden skal have stor ros for at holde lydniveauet på den rigtige side af kanten til det uudholdelige, hvilket gjorde brugen af ørepropper unødvendig for mit vedkommende. Små 45 minutter tog det, og så kunne jeg drage videre med min hørelse i behold og en helt igennem overvældende koncertoplevelse rigere.
