Festivalen Strøm, som de senere år har forsynet København med en bred vifte af elektroniske koncerter, har nu fastlagt årets spilleplan. Fredag d. 24. august vil hovedstaden igen i år mærke vibrationer fra Enghaveparken, når blandt andre danske Rangleklods og den britiske techno-troldmand, Richie Hawtin, indtager scenen.
Børn og barnlige sjæle tilgodeses, når Bjørn Svin leverer en, formodentlig, kuriøs, elektronisk fortolkning af den roste børnebog, Grønflammeskoven lørdag d. 25. august kl. 13.30. Selvsamme dag vil det også være muligt at opleve amerikanske Dntel og bysbørnene fra Kenton Slash Demon.
Som noget nyt i år kan Strøm Festival præsentere en ny hovedscene i Enghaveparken i form af Apollo Stage. Den organisk formede, kulørte scene er udlånt af Roskilde Festival, hvor den blev præsenteret første gang i år som platform for afholdelse af elektroniske koncerter.
Yderligere informationer om spilleplanen og andre Strøm-relaterede events kan findes her.