Plader

V/A: Ti

Ti dygtige danske forfattere. Ti kompetente konservatoriebands. Ti numre, der kombinerer tekst og musik. En spoken word/jazz’n’poetry-plade med det indlysende navn Ti har set dagens lys. Ingredienserne er i orden hele vejen igennem, men kvaliteten i mødet mellem digt og lyd er svingende.

Jazz’n’poetry er en genre med indbyggede problematikker. For hvad er det egentlig, den vil? Skal musikken bare understøtte teksterne? Eller skal den bidrage selvstændigt? Er teksterne til for at sætte ord på musik, der ikke kan tale for selv? Eller er det i virkeligheden bare et forsøg at gøre abstrakte, flyvske digte spiselige for almenvældet?

Ti kombinerer 10 digte og noveller med 10 musikstykker, smukt leveret af danske konservatoriemusikere. Musikken spænder genremæssigt bredt fra moderne jazz til minimalistisk electronica til vokalimprovisation. Teksterne kommer fra kompetente hænder som Naja Maria Aidt, Søren Ulrik Thomsen og Jørgen Leth. Der kan således næppe sættes en finger på kvaliteten i hverken tekst eller musik. Det er snarere konceptet, man kan diskutere.

Efter min mening skal der, for at jazz’n’poetry kan fungere optimalt, være sammenspil mellem tekst og musik. Ellers kunne elementerne ligeså godt være adskilte. Ti rummer helt bestemt numre, hvor sammenspillet virker, men desværre også numre, hvor jeg hellere ville have hørt musik og digt hver for sig.

Pladen begynder ganske vellykket med skæringen ”Jeg har sat mig her ved det bagerste bord”, hvor Søren Ulrik Thomsen akkompagneres af sit stamorkester Det Glemte Kvarter. Musikken, en omgang søgende, blå smoky-jazz, klæder teksten rigtig fint, og lytteren får mulighed for at give begge dele opmærksomhed samtidig. Det Glemte Kvarter har i flere omgange samarbejdet med og komponeret til Søren Ulrik Thomsen, og det er tydeligt at høre at band og forfatter arbejder inden for samme univers. Sammensætningen giver mening og virker givende for både musik og digt.

Lige så heldigt går det med Jan Sonnergaards rumeventyr ”Eva og Strudesen”, der akkompagneres af den elektroniske duo GRAF. Musikkens minimalisme giver god plads til Sonnergaard, der i øvrigt viser sig at være en glimrende oplæser. Samtidig rammer den med få midler novellens grundstemning meget præcist.

Knapt så gnidningsfrit går det i mødet mellem Naja Marie Aidts novelle ”Slik” og Dagens Danmarks eksperimenterende jazz. Novellen er en udviklingshistorie, hvor stemningen går fra pænt-par-på-hverdagsindkøb til komplet kaos. At musikerne ikke har valgt at følge denne udvikling, men stædigt fjoller rundt fra begyndelsen, virker uforståeligt: Hvorfor afsløre slutningen, allerede inden novellen er rigtigt i gang? Det virker uigennemtænkt.

Det samme gør sig gældende for Jørgen Leth og vokalgruppen IKI, der er gået sammen på nummeret ”Fra samme tid”. Egentlig kan jeg lide både Leths og sangerinderne i IKI’s indslag, men ægteskabet mellem dem virker tvungent og kunstigt. Digt og musik bevæger sig ikke i samme sfære og giver hver især vidt forskellige associationer: Leth snakker om cigaretter, restauranter i Europa og film af Godard; IKI efterligner til tider engle, til tider afrikansk stammesang. Hvad skal lytteren fokusere på? Hvilke billeder skal vi følge efter i fantasien? Det bliver forvirrende frem for samlende. Og, for nu at citere Leth selv, »det skal være sammen« (”Fra samme tid”).

Der er heldigvis flere velfungerende skæringer på Ti, end der er numre, som halter. Og lytter man ikke normalt til spoken word eller jazz’n’poetry, kan man nok passende begynde med denne skive. Det virker i hvert fald som et sympatisk projekt, om end målet kun er delvist nået.

★★★★☆☆

Ti er kun udkommet digitalt.

Leave a Reply