Koncerter

Islands, 21.09.12, Loppen, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Nu hvor efteråret for alvor står for døren, trængte man til noget energi og livsglæde. Alt det og meget mere fik man inde bag Loppens mure, hvor canadiske Islands spillede. Her serverede de både skæve rytmer og strømlinede indierock-melodier.

Vi skriver september måned, og efteråret er nu en realitet. Nogen skræmmes af denne nye årstid, mens andre nærmere finder den hyggelig. Vinden blæser og trækroner svajer i takt til susene gennem de mere og mere øde gader. Kulden omfavner en og halstørklæde, vante og tyk jakke virker pludseligt ikke så fjernt. I denne årstid kan man enten grave sig ned i en hule og gå i hi, eller man kan udnytte de tilbud og muligheder, som årstiden giver. En af de muligheder var at besøge Loppen, hvor det Montreal-baserede band Islands skulle spille som et led i deres europaturne. Her kunne man forvente psykedelisk indierock i energimættet orkestreringer, hvor omkvæd-vers-omkvæd-strukturen ikke rigtig findes. Alt i alt en spændende oplevelse, hvis man gerne ville have et afbræk i den triste og grå hverdag, hvor skyerne hænger faretruende over ens hoved, fyldt med regn.

Som opvarmning havde Islands både et dansk og et udenlandsk band på plakaten. Det hjemlige bidrag kom fra den rimelig ukendte gruppe The Boombox Hearts. De to mænd, der denne aften repræsenterede bandet, stod på den lille træscene bevæbnet med henholdsvis en akustisk guitar og en elektrisk guitar. Denne blanding af klar, organisk countrylyd og vibrerende elektronisk rock skabte en flot lydkulisse, der sparsomt og spartansk fremmanede smukke øjeblikke. Øjeblikke, der desværre blev forstyrret lidt af alt for meget snak i krogene. Men når de to herrer overdøvede baggrundsstøjen og fik deres smukke harmonier stemt, lød det aldeles fantastisk. Det bedste nummer var coveret af Bruce Springsteens “Cover Me”, som blev fremført sikkert med velvalgte doser af elektriske strengeslag og klangfulde vokaler.

Det andet supportnavn var en afstikker af hovednavnet Islands og hed The Magic. Det bestod igen af to herrer, en på keyboard og en på elguitar. Manden bag guitaren var energisk og mindede en om en alternativ version af Michael Jackson. For med voldsomt gestikulerende vokal og dansetrin i laksko, fremstod forsangeren meget engageret i musikken. Melodierne hang som perler på en snor, og de vanedannende guitarfigurer satte sig straks i ben og ører. Beatsene ramte også rytmesansen i solarplexus, og den lille koncert var et flot eksempel på minimal partyrock af bedste skuffe.

Islands gik roligt op på scenen, da klokken var blevet halv tolv. En sen koncert, hvor man mest af alt havde brug for at få en indsprøjtning adrenalin. Koncerten startede med den progressive rocksang “The Arm” fra deres fire år gamle plade Arms Away. Energien var med det samme til stede, og forsanger Nicholas Thorburn sang sikkert. Blandingen mellem rocket guitar, taktfaste trommeslag, tung basgang og keyboardflader, der flød ind og ud af hinanden, fungerede godt. Temposkiftene var elegant udført, og melodierne var skæve og utilregnelige, og det gjorde oplevelsen til ikke kun en rejse i lyd, men også en udfordring i opmærksomhed.

Denne skærpelse af høresansen skulle også bruges i næste nummer, der kom fra den nye plade A Sleep & A Forgetting. “In a Dream It Seemed Real” var en langt mere rolig sang, der stillede skarpt på hjertet og drømmen om kærlighed. Her fyldte keyboardet meget mere, og lydbilledet var indsnævret til et mere simpelt musikforløb. Der kom straks mere gang i den med sangene “No Crying”, “Tenoer Torture” og ikke mindst den fremragende indierockperle “Creeper”. Alle som en var de mere ‘ligetil’, og kompositionerne var ikke så komplicerede. Det betød at man lettere kunne nyde den gode melodi og lade energien styre fødderne. Her var rocken og intensiteten i førersædet, og det klædte det ellers lidt reserverede band.

Højdepunkterne denne fredag aften var faktisk mange, og det skyldtes især publikum og deres iver efter at lave en fest. Til den disco-inspirerede “Hallways” blev der tændt godt op under fødderne, og dansen bredte sig som en løbeild til den forreste række. Mere afdæmpet men ligeså intens var det nye nummer “Shotgun Revolution”, der med en flot guitarmelodi og konstante pauser bryder rytmen i nummeret, hvorefter den med lige så meget styrke genoptager den igen.

Det bedste nummer var dog gemt næsten til sidst. “Swans (Live After Death)” der kommer fra bandets debut Return to the Sea var en opvisning i alternativ rock med masser af crescendo og støjende øjeblikke, hvor taget var ved at lette på Loppen. Den sidste sang på den ordinære sætliste blev serveret ved, at forsanger Nicholas Thorburn som en sidste gestus gik ned blandt publikum, og festen blev komplet tættest ved scenen.

Efter et lidt akavet ekstranummer sluttede Islands af med et kort »Hey thank you«. Tankerne oven på nattens koncert var, at vi havde at gøre med et oplagt, men også lidt reserveret band, der til tider virkede lidt for indesluttet i deres egne komplicerede musikmønstre, hvilket gjorde, at de aldrig rigtig fik fat i det bagerste af salen. Det var faktisk først inde i anden halvdel af sættet, at de fire mænd i Islands blev blødt op, og det var lidt sent for et publikum i fredagshumør. Men nu er Islands ikke et partyband, der sætter dansen før eksperimenterne, så derfor var musikken denne nat et af de gode afbræk i en grå efterårstid.

★★★★½☆

Fotos: Mia Dernoff

Leave a Reply