Historien om freefolk-bandet Six Organs of Admittance er historien om en af genrens travleste mænd, amerikanske Ben Chasny. Under det bandnavn har Chasny nemlig siden 1998 udgivet 14 albums. Derudover det det også blevet til et par udgivelser med det psykedeliske støjrock-band Comets on Fire, der dog har holdt pause siden 2008. Og til det nye Six Organs of Admittance-album er det netop de resterende musikere fra Comets on fire, der giver en hjælpende hånd og agerer backingband på de otte skæringer.
Og det er ikke en ny konstellation for Chasny og vennerne, for faktisk eksisterede Six Organs of Admittance i en kort periode tilbage i 2002 i den version. Bandet skulle dengang have indspillet et album, men planerne blev skinlangt, da Chasny i stedet blev optaget i Comets on Fire som fuldgyldigt medlem. Nu, 10 år senere, har musikerne i Comets on Fire igen fundet sammen som Six Organs of Admittance, og Ascent er en realitet.
Albummet begynder med sømmet i bund med den mere end fem minutter lange instrumentale ”Waswasa”. Det er aggressivt, beskidt og kompromisløst, når Chasny og co. åbner sluserne og lader de ukontrollable guitarsoloer flyde. Inspirationen fra mesteren Neil Young fornægter sig ikke, ligesom de langtrukne og momentvist teknisk udfordrende soloer også trækker tråde til et band som Dinosaur Jr. Og fem minutter senere sidder man tilbage og spekulerer på, hvad det var, der ramte én.
Det kan man passende spekulere videre over, når albummet fortsætter med “Close to the Sky”, der starter behersket, men efter kun ét vers syrer ud i rumklangs-klædte soloer, der næsten kammer over i Sonic Youth- eller Yo La Tengo-støj. Imens ligger rytmegruppen og vugger støt og roligt af sted under kaskaderne og holder sammen på det hele, tilsyneladende upåvirket af guitarenes energiske udladninger. Resultatet er intet mindre end et fantastisk nummer. Jeg kan ikke komme i tanke om mange bands, der er i stand til at fylde syv minutter og 17 sekunder så godt ud.
Der er med andre ord tale om et Six Organs of Admittance-album, hvor der er skruet godt op for de elektriske guitarer, hvilket ganske givet skal ses i lyset af Comets on Fire-medlemmernes medvirken. Det hele er leveret med en intensitet, så man næsten får indtryk af, at albummet, der skulle have været indspillet for 10 år siden, ikke lader sig holde tilbage ét sekund længere.
Sangskrivningen er pågående i sine ekspressive energiudladninger, men samtidig introvert, idet de udsyrede elementer får lov til at fylde meget flere steder på albummet. Numrene bliver leveret med en gennemgående intensitet, der topper i “They Called You Near”. Den messende vokal, de maniske guitarfigurerer og bagvedliggende feedback aftegner et lurende vanvid, der kun med nød og næppe lader sig kontrollere. Det er medrivende og ikke langt fra, hvad David Eugene Edwards har præsteret med sine bands, 16 Horsepower og Woven Hand.
Ascent er optaget live i studiet, og det høres tydeligt. Lydbilledet er særdeles organisk, og man kan næsten mærke bandets indlevelse og spilleglæde manifestere sig fysisk gennem højtalerne. Guitarfladerne bevæger sig ofte så langt ud ad en tangent, at det begynder at smage af støjrock. Men de løsslupne og flossede kompositioner, der udgør grundpillerne på Ascent, bliver også suppleret af akustisk funderede indslag. Den smukke og nedbarberede ”Your Ghost” er en sand opvisning i, hvor stemningsfuldt og effektivt det akustiske greb virker.
Også “Visions (From Io)”, der runder albummet af, er et af de mere afdæmpede momenter. Sangen udfolder sig følsomt med fine små guitarkrøller og yderst virkningsfulde backingvokaler. Det nummer sidder simpelthen lige i skabet, for nu at kalde en spade for en spade. Som afslutning på albummet kunne Chasny næppe have truffet et bedre valg. Lige så hæsblæsende som det hele sparkes i gang, lige så fint afsluttes det, og albummet forløses dermed perfekt. Den musikalske spændvidde, der definerer albummet, administreres til perfektion. Der bliver aldrig for meget eller for lidt af noget, ligesom det aldrig synes underligt, at der er plads til afdæmpet akustisk guitar side om side med solo og feedback for fuld udblæsning.
På Ascent inviterer Chasny og vennerne med på en særdeles behagelig tur til freefolk-land. Ikke behagelig i betydningen ’tilbagelænet’ eller ‘tandløs’, snarere tværtimod – men sangene, og den måde de supplerer hinanden på, er simpelthen så gennemført, at det er svært ikke at spille hele moletjavsen én gang til ved endt lytning. Og det må jo i sidste ende være den ultimative målestok for al god musik. Med Ascent har Six Organs of Admittance i hvert fald fået én ny fan.





