Plader

Two Door Cinema Club: Beacon

Så er de tilbage, de nordirske indie-hoveder, med festlig danserock til alle os, der ikke er blevet for fine til en lille hipsterfest. Two Door Cinema Clubs andet album, Beacon, er en flot udgivelse med solid sangskrivning og energi ud over det sædvanlige.

Two Door Cinema Club (TDCC) var et ganske hypet band, allerede inden deres første udspil, Tourist History, udkom i starten af 2010. Deres happy-go-lucky-attitude, garagerockede guitarer og festlige islæt havde en bred appel, og det var tydeligt fra starten, at her var et band, der kunne levere solide popsange i indie-klæder. Tourist History blev også pænt modtaget af både lyttere og kritikere, og ‘den svære toer’, Beacon, har således været længe ventet af mange.

Og hvordan klarer de den så, drengene fra biografklubben? Mit bud vil være, at fansene forventer mere fra Tourist History-skuffen, altså danserock, guitarfest og gode melodier med Alex Trimbles søde, lidt naive vokal i front. Og det skal de få. Men heldigvis tager Beacon også nogle afstikkere fra den slagne vej, der gør pladen værd at føje til sin samling af indie-festmusik.

For hvor der før var tale om noget, der mindede om et gymnasieband, er guitar-gutterne nu modnet og har fået en del bedre styr på deres virkemidler. Sangskrivningen er åbenlyst god – og ørehængende i en sådan grad, at det næsten bliver irriterende. Samtidig gør de en del mere brug af elektroniske elementer, der gør lyden mindre ensformig og passer fint ind i lydbilledet.

Det gælder særligt de to første numre, “Next Year” og “Handshake”, der begge er sindssygt catchy og flot opbygget. Man kan næsten se en masse bebrillede, skjorteklædte unge danse new wave-dans til numrene med smil på læben og forårsforelskelser på hjernen.

Pladen taber lidt højde inde mod midten, hvor kedelige numre som “Settle” og “The World is Watching (with Valentina)” giver lytteren en lille dansepause. Måske egentlig ganske tiltrængt, men pusterummet er meget mere vellykket på den fine, boblende “Spring”, der lyder som et nummer, Ben Gibbard kunne have skrevet til The Postal Service eller Death Cab for Cutie. Lækkert og lige til morgenkaffen.

Titel- og afslutningsnummeret “Beacon” tog lidt tid at lære at holde af, men man må rose det for nogle fine overgange og god dynamik mellem de meget stille og de mere larmende passager. Det er godt at se, at bandet arbejder så bevidst med numrenes opbygning – det gør det i høj grad sjovere at være lytter.

Så stor ros for en flot toer, der helt sikkert vil sætte ild under skosålerne hos danseglade indierock-fans verden over endnu en gang. Og får vi næste gang et par lidt mere spændende pusterum i energistrømmen, er jeg sikker på, at TDCC vil se stjerner i tusindtal.

★★★★½☆

Leave a Reply