Frontmanden i The New Pornographers, A.C. Newman, er klar med tredje soloalbum, som har fået titlen Shut Down the Streets. Det nye album indeholder ti melodiske sange, som kan streames nederst i indlægget.
A.C. Newman har i sine seneste produktioner fundet stor inspiration hos 70’ernes singer/songwritere, hvor navne som Jim Croce og Gerry Rafferty er blandt favoritterne. Dette musikalske ståsted afspejles ligeledes på det nye album, hvor lyrikken udtrykkes i en simpel og tilgængelig form.
Den 44-årige sangskriver har sammensat en plade, hvor musikken formidler livets mange mirakler, tilflugtssteder og uretfærdige kendsgerninger. Albummet Shut Down the Streets indbefatter episoder fra de seneste par år i Newmans liv, hvor han oplevede at miste sin mor og blive far for første gang. Albummet er inspireret af mødet mellem liv og død, glæde og tomhed samt af, hvordan man lever videre i et forsøg på at binde disse enkeltheder sammen.