Koncerter

The xx, 25.11.12, Falconer Salen, Frederiksberg

The xx fotograferet på NorthSide Festival 2012. Foto: Mathias Laurvig
Skrevet af Daniel Niebuhr

Koncerten med The xx begyndte først for alvor at blive rigtig interessant i løbet af den sidste tredjedel efter i lang tid at have testet ens tålmodighed med mangel på egentlige højdepunkter og et unødvendigt sidespring fyldt med især pulserende clubbeats.

The xx fotograferet på NorthSide Festival 2012. Foto: Mathias Laurvig

På en halvkold og regnfuld fredag aften for snart et halvt år siden stod jeg sammen med en masse andre på dette års NorthSide Festival og ventede på koncerten med franske Justice. Herfra kunne jeg følge med i den mindst lige så ventede koncert med britiske The xx, der foregik på den anden scene. De høje forventninger til trioens koncert havde ikke mindst noget at gøre med den hypede og anmelderroste debutplade fra 2009, der her i efteråret 2012 blev fulgt op af Coexist. Min umiddelbare holdning til The xx’s optræden den aften i Aarhus bar præg af, at jeg først og fremmest sporede en relativ stor ensformighed i bandets musik, der fik de enkelte numre til at flyde mere og mere sammen, jo længere tid der gik. Nu rykkede man så de tre briter indenfor – nærmere betegnet til Falconer Salen, der i aftenens anledning var fuldstændig udsolgt – og det skulle blive spændende at se, hvad The xx kunne formå at skabe ikke mindst indendørs, men også foran et talrigt fremmøde af forventningsfulde koncertgængere.

Først skulle vi dog lige have overstået 50 minutters opvarmning med spanske John Talabot og Pional, der med en heftig kombination af 4-to-the-floor-beats og generelt intetsigende kompositioner udelukkende gjorde ventetiden længere. Der var i grunden ingen nævneværdig årsag til, at dem, der blev lukket først ind i Falconer Salen, også skulle bruge tid med de to herrer og samtidig vente helt op til to en halv time på aftenens hovednavn, når nu responsen fra publikum med garanti havde været den samme – opvarmningsnavn eller ej. For det føltes (ikke overraskende) som en sal fyldt til randen med ekstatisk applauderende The xx-fans, da lyset sænker sig og Jamie Smith, Oliver Sim og Romy Madley-Croft indtager scenen, der indledningsvis er skjult af et kæmpe, hvidt lærred, hvorpå nogle lettere surrealistiske visuals blev projekteret.

En rumklangsfyldt guitar slår de første toner an, der sammen med Madley-Crofts efterfølgende vokal skaber den dragende flotte ”Angels”, hvilket skyder koncerten i gang. Herefter er det bassisten Sims tur til at lade sin røst lyde ud over salens højtalere, mens beatsmeden Jamie Smith fra sin pult står for alle øvrige musikalske elementer. De to bag mikrofonerne skiftes herefter på bedste vis til henholdsvis at besidde eller dele rollen som vokalist, hvilket indledningsvis dækker over “Heart Skipped a Beat”, “Fiction” og “Crystalised”.

Efterhånden begynder der dog at tegne sig et mønster, hvor numrene, meget lig deres indspillede udgaver, aldrig rigtig opnår nogle egentlige klimaks, og jo længere tid der går, jo mere får jeg desværre også deja-vu til maj måneds udendørskoncert. For der er endnu en gang ingen konkrete numre, der hverken skiller sig ud eller skaber en lydmæssig wauw-oplevelse, hvilket får blandt andet ”Fantasy”, ”Missing” og ”Reunion” til at drukne i hinandens manglende musikalske særpræg.

Godt halvvejs inde tager koncerten dog en mere end unødvendig drejning. Det virker nemlig som om, at Jamie Smith, der aftenen igennem har bevæget sig rundt bag ved sine to bandkolleger, også var opsat på at give demonstrationer på sine remix-evner og yderligere clubvenlige udgivelser. Således bliver ”Sunset” og ”Night Time” tilført urimelige mængder pulserende bas, der skaber en uskøn kontrast til især vokalpræstationerne, før ”Swept Away” lukker clubstemningen for denne omgang – en fuldstændig ligegyldig udvikling på aftenens optræden, der først og fremmest ikke ændrer på den førnævnte musikalske ensformighed og samtidig trækker fokus væk fra det, som The xx gør bedst: Nemlig stilheden, pauserne samt de minimalistiske og melankolske popkompositioner.

Heldigvis vender trioen tilbage til de mere kvalitetsfyldte og varierede øjeblikke og gør samtidig koncertens sidste tredjedel til den bedste. Begyndende med ”VCR”, der fungerer som en af de største publikumsfavoritter denne aften, og afsluttende med ”Infinity”, hvis man ikke medregner de forventede ekstranumre, formår bandet i mine øjne at gøre numrene i løbet af koncertens afsluttende del mere særegne end resten. Det pynter bestemt på den endelige karakter. Og i takt med sidstnævnte nummers opbyggende afslutning løfter bagtæppet sig langsomt for at afsløre det kæmpemæssige X, der udgør bandets logo, før der ved nummerets endeligt ikke er et andet reelt fokuspunkt end det overdimensionerede bogstav. Efter en hurtig exit vender briterne ikke overraskende tilbage og lukker den fem kvarter lange koncert med debutpladens sublime intronummer, ”Tides” fra den seneste udgivelse og ultimativt ”Stars” – ligeledes fra debuten – før The xx definitivt forlader scenen akkompagneret af publikums enorme tiljublen af deres idoler.

Hvis jeg skal komme med nogen afsluttende konklusion er The xx’s musik som udgangspunkt fantastisk flot og også noget af det klart bedre populærmusik for tiden – ingen tvivl om det. Men som liveband føler jeg desværre bare ikke, at de tre briter giver mig en tilsvarende helhedsoplevelse eller uforglemmelige øjeblikke at tage med hjem. Samtidig vælger man at ødelægge en håndfuld numre med alt for fremtrædende og enerverende clubbeats i en lydkulisse, som ellers i aftenens tilfælde tilgodeså musikkens overvejende stille karakteristika. Disse fik heller ikke den bedste lydmæssige behandling, og så bliver det yderligere svært at skabe den helstøbte koncertoplevelse, hvor der ikke kan sættes en finger på noget som helst og alt går op i en højere enhed. Aftenens største ros tilfalder – foruden et overvejende veloplagt og tålmodigt publikum – de visuelle rammer i Falconer Salen, der med en overvældende blanding af udsyrede visuals samt skarpe stroboskop- og laserlys alt med udgangspunkt i kolde, døde farveskemaer skabte nærmest perfekte rammer til bandets til tider mørke og gribende musik.

Der skal sikkert være mange, der er uenige med mine synspunkter vedrørende aftenens koncert, og det skal de også være i deres gode ret til. For hvis man kun skulle måle aftenens koncert ud fra publikums samlede reaktion(er), var denne søndag aften i selskab med The xx uden tvivl vellykket – de havde i hvert fald en fest, og det er for mange som regel det vigtigste aspekt ved at gå til koncerter.

★★★½☆☆

3 kommentarer

  • “Angels” fra debutpladen………….Hmmmmm, du må have en speciel edition!!

    Med to skiver i baggagen skulle man forvente et minimum af overblik…..

    Alt andet er jeg iøvrigt også uenig i, men det falder tilbage på subjektivitet.

  • Ganske enig med anmelderen. Uoplagt og live 1:1 udgaver af deres albums. Savner nerve i deres optræden. Flotte numre, men pladerne er væsentlig bedre. Enig i at pauserne er det særlige ved XX universet. Savner at bandet tør noget mere.

Leave a Reply