Plader

The xx: Coexist

Skrevet af Camilla Grausen

For tre år siden lagde britiske The xx verden ned med deres debut. Nu er de tilbage, og spørgsmålet er, hvad der har ændret sig i trioens intense, minimalistiske elektropop. Svaret har bl.a. noget at gøre med kærlighed.

Nogle få debuter formår at feje alt andet af banen og skabe en sensation. Det skete for de unge briter i The xx, da de udgav deres sjældent succesfulde debut xx i 2009. Debutalbummet fik storslået ros af anmelderne, salgstallene steg, og bandet turnerede verden over. Kronen på værket var, at xx sikrede trioen den prestigefulde, britiske Mercury Prize. Ganske velfortjent, skulle jeg mene. De tre unge musikere fra det sydlige London havde nemlig skruet en usædvanligt stærk og formfuldendt debut sammen, hvor bandets minimalistiske, mørke popværker med stramme rytmer, enkelte guitarudbrud og hviskende duetter ramte plet i både bryst og sanseapparat med en knugende intensitet – som på ”Islands”.

Nu er bandet tilbage med opfølgeren til succesdebuten, albummet Coexist. Før var coveret sort med et stort, hvidt X på. Nu er farverne byttet om, og lidt olie er udgydt på det sorte kryds. Den stramme, minimalistiske stil er således bibeholdt både visuelt og musikalsk. Samtidig tydeliggør de to covere, at i The xx’s musik er der ganske vist ændret lidt, men ikke meget. Lyden er velkendt med de maskinelle beat mod guitarist Romy Madley Croft og bassist Oliver Sims hviskende duetter med følelsesladede tekster – og en ekspressiv guitar placeret de rette steder som et følelsesudbrud eller et omkvæd i sig selv.

Selvom stilen i vid udstrækning er den samme, har Coexist ikke de samme intense ørehængere som debuten. Der er også gydt olie på vandene i den forstand, at der er mere ro på dette album. Trioen giver sig tid til at strække deres melodier og næsten triphoppede beat ud og pleaser ikke en utålmodig lytter. Det skal dog ikke forstås som, at det bliver for langsomt. I stedet bliver man indhyllet i en let melankolsk, meditativ stemning af Croft og Sims stemmer og Jamie Smiths velanbragte, tørre beat. En mere organisk lyd føjes til på bl.a. ”Reunion”, hvor bandet bruger steelpan som en fin nyhed i deres lyd. Senere i pladens forløb er der også skruet op for beatene, som på ”Swept Away”, hvor Jamie Smiths dj-erfaring skinner igennem. Men igen er doseringen udført med meget sikker hånd, og det må siges at være et kendetegn for The xx; virkemidlerne kammer aldrig over.

En af The xx’s store styrker er stadig duetterne mellem Romy Madley Croft og Oliver Sim. De er som dæmpede, sofistikerede udgaver af de sexede duetter mellem Alison Mosshart og Jamie Hince i The Kills. Croft og Sim mestrer antydningens kunst, og når deres stemmer snor sig om hinanden med hendes lyse, hviskende og hans dybe, snøvlende vokal, giver det en særlig dynamik i numrene. Ikke mindst når temaet så ofte har at gøre med kærlighed. Når de begge på et af Coexists bedste numre, ”Chained”, synger: »We used to be closer than this / Is that something you miss?,« hvirvles betydningerne: Mener de det samme, når de synger de samme ord?

Et generelt tema i disse duetter og hos The xx i det hele taget – især på debuten – er indestængte følelser og uindfriede passioner, der understreges af den musikalske minimalisme: Noget er tilbageholdt. Det er her, den ekspressive guitar går ind og med få akkorder udtrykker de følelser, der holdes inde og kun kan strejfes, som på Oliver Sims ”Fiction”. På ”Try”, der starter melodisk ujævnt, men finder sit fodfæste, formuleres det direkte: »Why do we waste time hiding it inside? I want you to be mine.«

Under overskriften Coexist og med titler som ”Reunion” og ”Our Song” er det tydeligt, at disse indestængte følelser til en vis grad er blevet befriet, og at albummet har at gøre med kærlighed, tosomhed og samhørighed. Åbningsnummeret og førstesinglen ”Angels” er drivende romantisk – så romantisk som det nu kan blive i The xx’s stil. Det er næsten for rosenrødt for min smag, men det tørre, enkle lydbillede modsvarer Crofts kærligheds-erklæring. Også afslutningsnummeret ”Our Song” er varm af kærlighed i trioens ellers kolde lyd. Næsten som i en lille, moderne salme lover de to stemmer sig til hinanden og at lindre den andens smerte. Sentimentalt og enkelt, men også med en vis skønhed. Der er ingen tvivl om, at der bor tre store, bankende hjerter inde bag facaden hos den sortklædte, lavmælte trio.

The xx’s opfølger til succesdebuten og prisvinderen er en naturlig videreudvikling for bandet, og den beviser, at The xx sandsynligvis er på vej mod en flot karriere, som Mercury Prize pegede på ved at give dem 2009-prisen. Men at leve op til xx var måske for stor en opgave, da der på Coexist bare ikke er numre af samme kaliber og uventede intensitet som ”Islands”, ”Crystalised” eller ”Heart Skipped a Beat”. Coexist er den mere rolige, modne og kærlige partner, men også den lidt mindre spændende. Ikke desto mindre har albummet sikret The xx’s fremtid.

★★★★½☆

Deltag i debat