2012 markerede sig som et fremragende år for hiphop. Ulmende talenter som Kendrick Lamar og hans Black Hippy-crew fik slået sig fast med den altoverskyggende Good Kid, M.a.a.d. City, mens A$AP Rocky i den anden, mere poppede ende af spektret – godt hjulpet på vej af Clams Casinos tågede produktioner – for alvor skød sig ind i alles bevidsthed med selvtillid og opsigtsvækkende mode. Det var samtidig også året, hvor kvindelige rappere, som den brandfarlige Azelia Banks og hendes medsøster/rival, den grovkornede og ærlige Angel Haze, kom tilbage i hiphoppens univers.
Og midt imellem alle de klare, eksperimenterende og markante stjerneskud har vi Roc Marciano. Debuten Marcberg udgav han i 2010, og i slutningen af 2012 kom opfølgeren til hans profetier. Selvom det får ham til at lyde helt grøn i hiphop-faget, har han længe hængt sammen med Busta Rhymes’ crew og senere andre undergrunds-filialer, men nu går han sine egne veje.
Og sine egne veje er han bestemt gået. Trods tidens trends er der ingen sløve, druggy produktioner, ingen trap-tendenser og ej heller store klubbangers på Reloaded. Derimod er der tale om en samling tilbagelænede østkyst-skæringer, der med et afslappet, jazzet islæt og et chillet tempo flyder ud til en strømlinet udgivelse produceret af Marciano selv med hjælp fra de prominente The Alchemist og Q-Tip.
At produktionerne flyder sammen, kan naturligvis være lytterens udfordring. Hører man flygtigt albummet igennem, kan man godt føle, man går noget tomhændet derfra. Der er ingen særlige hooks eller one-liners, ingen numre at imponere til i klubben og ikke meget nyskabende udfordring, men holder man stædigt ved, lokket af de bløde beats, finder man hurtigt det solide album, Roc Marciano har haft ambition om at skabe. Tematikken er de emner, som hiphoppen gør sig bedst i: Tunge fortællinger fra nabolaget, som en provinspige som undertegnede aldrig ville kunne identificere sig med, men fortælleteknikken fejler ingenting. Draget bliver man af de tungsindige beretninger, Marciano spytter ud med indædt aggressivitet, og især de personlige historier funkler klart på Reloaded. Lyt bare til “Sweet Nothings”, hvor ghettoopvæksten bliver adresseret med linjerne: »I earned my status at the base / Bagging bass it’s just a matter of taste / My roots in the ghetto was chained, I escaped / Got a couple wounds, howled at the moon.«
Selvom Marcianos stil er stabil og nonchelant, er der alligevel stunder, hvor teknik og flow står ud og gør indtryk. På single-udspillet “76”, der hentyder til rapperens fødeår, får man en smagsprøve på hans dobbelt-rimende teknik, der midlertidigt er hans stærkeste tekniske våben: »Word to my son, I murder a bum / Turn the thumb, until it swell up like plum / Your future look glum, heard I feel none, I’m numb.«
Det er bestemt ikke politisk bevidst rap – der er ingen opråb eller nærliggende løsninger, og det er stadig damer, penge og biler, der er lyspunkterne, og gøbben, der er definitiv. Marciano trygler ikke ligefrem om din opmærksomhed med sin dybe, afbalancerede stemme og sit uimponerede flow, men involverer ikke desto mindre sit lyttevillige publikum i en solid omgang historiefortælling.
