Siden september sidste år har det dryppet med svedige og funky tracks fra The Child of Lov. Først kom “Rotisserie”, derefter “Heal” og senest “Give Me”. Alle tre singler, der sætter forventningerne til albumdebuten højt. Denne er annonceret og bliver en ‘self-titled’ udgivelse på pladeselskabet Double Six, der også tæller Spiritualized blandt sine kunstnere. Selv har The Child of Lov kaldt sit nummer “Heal” for ‘D’Angelo on crack, being stuck in a time-machine’. Det kan man da ikke andet end glæde sig til.
Albummet rammer gaden 6. maj og gæstes af super-bassisten Thundercat, den flygtige rapper DOOM og selveste Damon Albarn, som også har lagt studie til indspilningen af albummet. Meget lidt information om The Child of Lov er tilgængelig, andet end at han selv producerer og synger og endda bygger sine egne instrumenter samt bor i London, men er inspireret af den amerikanske stat Georgia. Han er kommet under vingerne hos manageren Trey Reames, der tidligere har haft forbindelser til både Outkast og Goodie Mob, og han var manden, der introuducerede Cee-Lo Green til DangerMouse, da førstnævnte droppede ud af Goodie Mob. Resultatet blev Gnarls Barkley, og nu ser det ud til, at han forsøger sig igen – denne gang med The Child of Lov og en introduktion til Damon Albarn.
Albummet kan nu forudbestilles, og en trackliste er offentliggjort. Den består af 10 sange, og singlen “Rotisserie” er det eneste nummer, der ikke er endt på pladen:
Call Me Up
Heal
One Day (feat. Damon Albarn)
Living The Circle
Give Me
Go With the Wind
Owl (feat. DOOM)
Fly
Warrior
Give It to the People
Nedenfor ses traileren for albummet, som viser inspirationen fra de amerikanske sydstater.