Jeg var fremme ved Stengade på Nørrebro i god tid fredag aften, og jeg nåede derfor at iagttage frontmanden i The Besnard Lakes, Jace Lasek, foran indgangen, mens han snakkede med en af de frivillige fra spillestedet. Det virkede enormt afslappet og hyggeligt. I døren fik jeg at vide, at man regnede med omkring 50 gæster, men selvfølgelig håbede på flere. Spørgsmålet var dog, hvor mange der rent faktisk var dukket op for at se The Besnard Lakes og hvor mange der blot var kommet for at snuse lidt til opvarmningsbandet Blaue Blume.
Blaue Blume
Opvarmningstjansen var blevet tildelt det danske blog-wonder Blaue Blume. En anelse overraskende, når man tænker på, at det unge, hypede band kun har givet lyd fra sig i form ét nummer. Der skal ikke meget til, men giraffen skulle da både ses og høres.
Da der som sagt ikke havde været så meget at lytte til på forhånd, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Nummeret ”On New Year’s Eve” lyder i mine ører enormt meget som Wild Beasts’ alternative pop tilsat lidt Nikolaj Vonsild-klingende vokal. Derfor blev jeg noget overrasket, da gruppen på fire af sætlistens seks numre præsenterede en forholdsvis hård og stedvis tung omgang rock. Her var der ærlig talt ikke meget at hente, selvom det blev solidt leveret.
Derimod gik ”On New Year’s Eve” samt et nummer, der lød meget i retning af The Cure eller Cocteau Twins, rent ind. Hvorvidt sidstnævnte var et cover eller ej ved jeg ikke, men det lød underligt velkendt. Om ikke andet, så fungerede det i hvert fald, og en del af publikum havde svært ved at stå stille. Forsangerens vokal var hele vejen igennem ganske flot, og sammenspillet i gruppen var stensikkert. Men det var desværre ikke denne aften, at blomsterne for alvor foldede sig ud.
The Besnard Lakes
En langsom og nærmest alarm-agtig lyd indvarslede The Besnard Lakes’ indtræden på scenen. Introen gled over i ”This Is What We Call Progress” fra The Besnard Lakes Are the Roaring Night, som med sine lokomotivtrommer sparkede gildet i gang. Frontmanden Jace Lasek og guitaristen Richard White fik lov til at fyre guitarerne voldsomt af og nummeret fik tilføjet lidt ekstra passager undervejs. I en glidende overgang fulgte både ”Colour Yr Lights In” og ”Catalina” fra gruppens seneste album Until in Excess, Imperceptible UFO. Begge var noget blødere og mere svævende end introen, og det lod til, at gruppen tabte publikum en smule.
I løbet af koncerten listede flere og flere folk da også ud ad døren. En væsentlig del af de fremmødte var tydeligvis blot kommet for at se Blaue Blume. Hverken det eller lidt tekniske problemer undervejs slog dog The Besnard Lakes ud. Der blev smalltalket og joket lidt med publikum imellem nogle af numrene, og på et tidspunkt opfordrede Jace Lasek da også til, at stedets frivillige fik en klapsalve. Der var overskud over hele linjen.
Et af højdepunkterne var uden tvivl singlen ”Albatross” fra The Besnard Lakes Are the Roaring Night. Stengade blev for en stund svøbt i flotte, fløjlsbløde støjgardiner, hvilket var både klædeligt og glædeligt. Gruppens seneste single ”People of the Sticks” forførte med sine catchy guitarer publikum med det samme, hvorefter den lidt støvede ”And You Lied to Me” fra The Besnard Lakes Are the Dark Horse fulgte. Den blev fremført en smule eftertænksomt, men igen tog en fornem omgang guitararbejde stikket hjem.
Efter en lang, hylende overgang brød gruppen ud i ”46 Satires”, som med luftig bas og behagelige guitarer blev hilst velkommen af publikum. En dedikeret del af selvsamme publikum havde efter den afsluttende ”At Midnight” da heller ikke fået nok. Der blev piftet og stampet, og The Besnard Lakes kvitterede med to ekstranumre. Først var det den ildevarslende og todelte ”Like the Ocean, Like the Innocent” og efterfølgende fik den langtrukne ”Alamogordo” desværre lov til at lukke.
Samlet set fik The Besnard Lakes leveret stort set hele deres seneste album, og ellers blev der fyldt ud med lidt guf fra The Besnard Lakes Are the Roaring Night samt et enkelt nummer fra The Besnard Lakes Are the Dark Horse. En kombination, der fungerede fint. Det var en fornøjelse at se Jace Lasek og Richard White folde sig ud på deres guitarer, mens Olga Goreas bas og Richard Lanigs trommer trofast og takstfast dannede en solid bund. Det undrer mig derfor stadigvæk, at der ikke var mødt flere op for at nyde lydbølgerne skvulpe fra The Besnard Lakes.
