Klokken 14 er ikke umiddelbart noget let tidspunkt at skulle fange publikum med tung, dunkel dubtechno, så placeringen af Andy Stott først på eftermiddagen gav på forhånd visse bange anelser. Men de nervøse trækninger kunne man nu roligt have sparet sig, for Manchester-produceren havde fuldstændig styr på, hvordan det skulle løses: Fem minutters intro med skærende hyletoner og småbidder af en hæsblæsende growl-vokal – og uden andet beat end genkommende samples, der lød som nedrivning af et fabriksanlæg. Godt hjulpet af den meget sparsomme belysning sørgede Stott således i en fart for, at mørket lagde sig omkring publikum, og det lettede først en time senere.
Hovedparten af koncerten tog afsæt i numrene fra Stotts anmelderroste 2012-album, Luxury Problems. På den plade udvidede han lydpaletten i sin dubbede techno ved at tilføje Alison Skidmores lyse, vægtløse stemme, som i opklippet form blev spændt ud over den ulmende rytmebund. Det gjorde den også i mørket i Gloria, men alt andet var mere massivt end på albummet: Bassen kunne mærkes i brystet, og de malende beats stampede så tungt, at “Numb” fik gulvet til at dirre.
Tyngden til trods lod den bastante bund både de transparante vokaler og de mere skingre, industrielle elementer stå helt klart. Lyden var med andre ord tordnende og tindrende klar på én gang. Og lige så dynamisk lydbilledet var, lige så dygtigt varierede Stott koncertens flow. Bortset fra nogle minutter midtvejs, hvor de dunkende beats blev lidt ensformige, formåede englænderen hele tiden at skabe afveksling via ekstra rytmedetaljer, nye opklipninger af Skidmores vokal eller små intermezzoer, så overgangen mellem to relativt afdæmpede numre f.eks. bestod af en kort passage med ru støj.
Præcis som Luxury Problems og de to fremragende ep’er Passed Me By og We Stay Together var Andy Stotts Roskilde-optræden mestendels en alvorsfuld omgang. Men hen mod slutningen lod han lidt lys slippe ind. I en form for tjep historielektion nåede han både at inkorporere intelligent techno-beats a la tidlig Warp Records, buklende acid-synths og drum’n’bass. Sidstnævnte var både en del af “Up the Box” fra Luxury Problems og et næsten karikeret rave-nummer, hvor Stott trådte helt uden for sine vanlige rammer ved at blive fjollet.
Den mere løsslupne afslutning havde imidlertid den effekt, at der for alvor kom gang i publikum, og det var nok meget godt med lidt dans. Med den tyngde, resten af Stotts show havde, var der i al fald en betydelig risiko for at blive naglet fast til gulvet. Men det virkede nu ikke som noget spor ubehageligt udfald, så længe det mørke hjerte i Stotts maskineri pumpede.
Fuldstændig vanvittig koncert, det var så optimalt som man kunne ønske sig, trods det relativt tidlige tidspunkt for koncerten