At have spillet Danmark tynd sammen med bands som The Blue Van har virkelig gjort underværker for Go Go Berlin. Fra sekundet bandet indtog scenen på Pavilion Junior, var det nemlig et tilsyneladende garvet og selvsikkert rockband, der, på trods af ikke at have udsendt en debutplade endnu, var klar til at fyre op for en fest.
Netop The Blue Van kom hurtigt til tankerne, når man observerede Go Go Berlin. Fra det lange hår til den energiske sceneoptræden til den klassiske tilgang til rocken virkede det i den grad som et band, der havde taget ved lære af deres danske ‘storebrødre’. Go Go Berlin havde da også fuldstændig kontrol over deres publikum, fra sekundet de gik på scenen: Der blev klappet, når der skulle klappes, der blev sunget, når der skulle synges, og var det ikke højt nok, sørgede bandet for, at det kom til at blive det.
Det at lægge sit mest kendte nummer, nemlig singlen “Raise Your Head”, allerede tidligt sættet, vidnede også om et band, der havde usædvanligt megen tiltro til eget materiale. Netop det nummer fik også for alvor gang i teltet: Der blev sunget, danset og endda moshet en smule foran den lille Pavilion-scene, så hele gulvet gyngede. Det var under numre som dét, at man følte sig overbevist om, at bandet engang kan leve op til det ‘Danmarks bedste liveband’-postulat, de har kastet over sig selv.
Mellem numrene var det stort set kun korte og kontante ‘skååål’-udbrud, der blev disket op med, hvilket var dejligt forfriskende, men alligevel var det ikke en fremragende koncertoplevelse, man forlod Pavilion med. På trods af at Go Go Berlin har energien og scenefremtoningen til langt større scener, halter materialet stadig en smule bagefter. Sangskrivningen byder ikke ligefrem på noget nyt, og på trods af at størstedelen af numrene gik rent ind hos publikum, græmmede man sig stadig lidt over tekstbidder som »I’m a bad motherfucker« og deslige.
Go Go Berlin er selvsikre som få bands, der endnu ikke har udsendt et debutalbum, er, men de skal passe på med ikke at blive endnu et rock’n’roll-band, der kan levere varen live, men på plade bare er rockkliché på rockkliché. Heldigvis er der stadig tid til at pudse materialet på debutalbummet, og hvem ved: Måske er der en lille rockperle i vente.
