Efter at have udgivet et solidt første album og modtaget den ene lovprisning efter den anden, samtidig med at sammenligninger med Joy Division slynges rundt af den internationale musikpresse, har forventningerne til Savages’ koncert på Roskilde mildest talt været rødglødende.
Desværre var det ikke et band med nævneværdig gennemslagskraft, man oplevede på Pavilion i to tredjedele af showet. Det er utvivlsomt, at deres uimponerede entré var fascinerende, og den apati, der omgiver bandet, er dragende, men det opvejer ikke den monotoni og generelle sløvhed, som de første fem-seks numre bar præg af.
Noget af det mest flatterende, der er at sige om de fire pigers første 40 minutter, er, at det virkede, som om de i det mindste selv syntes, at de spillede røven ud af bukserne. Og ja, deres ”no-bullshit”-attitude og den gammelkendte punkdyd med at glemme teksterne var også charmerende på sin egen måde, men det, der kom ud over scenekanten, lød, som om bandet ikke brugte monitor. Den akavede start var til at mærke blandt publikum, og Savages nåede ikke fem rækker ud før til sidst, hvor det hele til gengæld også tog fart.
Hvad det var, der lige pludselig skete, er svært at sige, men med ét forandrede stemningen sig, og Savages viste sig fra deres bedste side som et postpunkband, der rent faktisk levede op til den hype, de har været omgæret af. Alting begyndte bare at klikke, og den indestængte intensitet, som bandet brænder igennem med på deres debutplade, Silence Yourself, var til stede i overflod i de sidste 10 minutter, hvor Ian Curtis’ ånd havde spredt sig under teltdugen. Og selvom oplevelsen som helhed var skuffende, er jeg glad for, at jeg nåede at opleve, hvad de fire mørkekvinder rent faktisk er i stand til.
