Aarhusianske Go Go Berlin har i år været et af de helt nye spirende skud i det danske vækstlag, og beatrock-lømlerne er nu – efter et år med en masse koncerter – klar med et debutalbum. Pladen har fået titlen New Gold og bliver udgivet den 30. september. Indtil videre har Go Go Berlin blot udgivet en single, “Raise Your Head“.
Go Go Berlin har gjort sig særdeles godt bemærket for deres energiske liveshows, og det har resulteret i koncerter på blandt andre dette års Skanderborg Festival, SPOT Festival og Roskilde Festival, hvor Undertoners Andreas Overgaard var tilstede, og gav fire store U’er.