Merchandise
Havde det været en gymnasiefest med fadøl til 15 kr., og havde publikum været klassekammeraterne fra 2.X, kunne det måske have gået an. Men som opvarmningsband i Store Vega til et internationalt hypet og super hot navn som Tame Impala var det simpelt hen ikke godt nok. Merchandice leverede seks ligegyldige og alt for lange numre i samme monotone tempo. Opvarmningsbandet spillede i godt en halv time, men det føltes som en ørkenvandring at skulle trækkes igennem den sovsede larm og de primitive, forcerede trommer.
Den langhårede tæppebanker bag trommesættet hamrede febrilsk stikkerne ned i hi-hatten, som prøvede han at få ram på en imaginær flue, kun han selv kunne få øje på. Bassisten til venstre stod anonymt og så ud som om, han ikke følte sig særlig tilpas i scenelyset på den store scene. »Vi har ikke før stået i så stort et ‘ballroom’,« indrømmede forsangeren efter et par numre. Selv så forsangeren ellers ud til at have selvtilliden i orden, nonchalant som han stod ved mikrofonstativet og slog akkorder an, der desværre mere kvalte end understøttede lead-guitaristens licks og solostykker. Det var synd, for lead-guitaristen var sådan set det eneste lyspunkt ved koncerten med spændende indfald på spaden, som han entusiastisk svingede frem og tilbage, bankede og skruede på. Desværre kom det aldrig rigtigt frem i lydbilledet, men forsvandt i stedet i larmen fra resten af besætningen.
Tame Impala
Lille Vega, hvor Tame Impala spillede sidst, var blevet skiftet ud med et totalt udsolgt og tætpakket Store Vega, da succesbandet Tame Impala fredag aften lagde vejen forbi København for anden gang inden for et år. De australske syrerockere indtog scenen til lyden af begejstret hujen og forventningsfulde klapsalver. Forsanger Kevin Parker, der som sædvanligt havde valgt at smide sko og strømper, brugte da også enhver lejlighed til at fortælle, hvor henrykte bandmedlemmerne var for at være i København og for at spille for så veloplagt et publikum.
Det havde han også god grund til. For den gode kemi med publikum og den trofaste og loyale fanskare, opvejede de udfordringer med live-lyden, som også var et forstyrende element sidst Tame Impala tændte op under synthflader og effektpedaler i Vega. Og lyd er der meget af, når Tame Impala ruller sig ud – rigtig meget endda. Kevin Parker selv stod barrikaderet bag sin meterlange mur af pedaler, effekter og omskiftere. De lå i en stor halvcirkel foran ham rundt om mikrofonstativet. Derudover skulle der være plads til to analoge synth, ligesom yderligere to effektguitarer i enkelte numre var med til at spænde lydbilledet til bristepunktet. Det gik ud over Kevin Parkers vokal, som til tider var svær at skille ud, når den lagde sig oven på de i forvejen godt sovsede lag af lyd i de sfæriske, drømmende og eksplosive kompositioner, der udgør rygraden i Tame Impalas musik. Det så imidlertid ikke ud til at bekymre det ekstatiske publikum synderligt. Øl blev begejstret kastet op i luften, en langhåret fyr crowd-surfede, før han drattede ned igen, og allerlængst fremme opstod der moshing blandt en gruppe af unge drenge.
Lyd er en subjektiv oplevelse. Og det så ud til, at størstedelen af publikum lykkeligt lod sig omslutte af de fyldige, forvrængede impulser fra scenen. Tame Impala lykkedes med andre ord langt hen ad vejen med at formidle deres musikalske udtryk i et live-setup denne aften i Vega. Alligevel virkede live-lyden på mig som om, Tame Impala pustede materialet op i storladne og svulstige kompositioner, der grundlæggende er for tynde eller rodede. Jeg savner mere kompromisløshed og retning. Løsningen er efter min mening ikke at sovse det hele ind i synth eller køre lyden gennem et utal af effektpedaler. Vil jeg høre sfærisk drømmepop eller rodet syrerock er der andre derude, som har fundet mere vellykkede opskrifter.
Det der efter min mening fungerede bedst, var derfor de mest rendyrket rockede og i lyden mere simple numre. Det gjaldt for eksempel “Keep on Lying” og “Elephant” fra sidste års Lonerism, hvor Kevin Parker spillede med en befriende simpel let distorted, men sprød guitarlyd. Det var konsekvent og kraftfuldt. Det fremhævede Kevin Parkers vokal og bandets unægteligt interessante og uafrystelige syrelyd, uden at australierne henfaldt til alt for beget sovs og rumklang. På samme måde slap Tame Impala fint af sted med et par instrumentale intermezzoer og forlængede jamstykker, hvor det samlede lydbillede ikke blev forplumret af Kevin Parkers vokal. Der var så meget ekko på forsangerens mikrofon, at det til tider var svært at tyde hans budskaber til publikum, selv mellem numrene.
Noget andet, som fungerede for Tame Impala, var deres innovative visuals. En lyskanon fyldte rummet med grønne lysstråler, som blev skudt op på et kæmpe lærred og tegnede grafiske figurer bag bandet. Figurerne vred og drejede sig og skiftede form og struktur alt efter impulserne i musikken og frekvenserne i tonerne. Kevin Parker vendte på et tidspunkt ryggen til publikum og kiggede op på lærredet mens han slog nøgne enkelttoner an på sin guitar. Der gik lidt tid før det gik op for folk, at han faktisk stod og tegnede på lærredet gennem sit instrument. Bandet gentog gimmicken lige inden deres ekstranummer, hvor lydteknikeren fik lov at kreere de dansende figurer på lærredet ved hjælp af den ene af de to analoge synth.
På trods af gimmicks og et veloplagt publikum kommer vi ikke uden om, at Tama Impala kæmper med at få de sfæriske, drømmende og eksplosive kompositioner til at fungere live. Bedst fungerede de simple og mere traditionelle rocknumre.
Fotos: Alberto Vernaccini Petersen