Plader

Oneohtrix Point Never: R Plus Seven

Et sted mellem håndklam new age og maskinel opløsning udsender Daniel Lopatin aka Oneohtrix Point Never et nyt album. Når det lyder bedst, lyder det bedre, end Lopatin nogensinde har gjort.

For blot nogle år tilbage var der nærmest ingen seriøse elektroniske musikere, der ville røre ved 80’erne og 90’ernes blødere lyde. De hørte til fletning af bastmåtter og håndklam new age. Ikke før Daniel Lopatin i 2009 trådte ind på scenen og tog handsken op med opsamlingen Rifts, der hurtigt fik placeret ham som pioner i en helt egen niche. Kombinationen af ambient, drone og en erklæret kærlighed for de mere kitschede new age-lyde delte i den grad vandene blandt lytterne. I dag, fire år siden, er feltet blevet bredt ud, og Lopatin er ikke længere eneste eksponent for genren. Alligevel holder han stædigt fast i sin præmis, og at R Plus Seven udgives på det prestigefulde electronica-label Warp, understreger Lopatins rolle som fanebærer.

R Plus Seven følger tendensen fra forgængeren, Replica, der blev opbygget omkring samples taget fra tv-reklamer. Hovedvægten på det seneste udspil er som tidligere lagt på tunge lag af uforudsigelige abrupte samples, hvor manipulerede stemmer fungerer som akslen for maskineriet. R Plus Seven tager dig konstant ved næsen. Lopatins stærke side er at lulle lytteren ind i de bløde og umiddelbart forudsigelige lyde for så at trække et helt andet sted hen end det forventede. Falske introer, der løber ud i sandet, stigende intensitet, der aldrig forløses, og udstrakte, abrupte pauser er nogle af virkemidlerne. Det efterlader tilhøreren på kanten af stolen med lyttelapperne ude, på trods af at det ikke er den nemmest fordøjelige kost.

Men der er dog en bagside af medaljen. Selv om kompositionerne er enormt velstrukturerede og gennemtænkte, og produktionen er frodig, bliver det til tider så programmeret, at det virker for klinisk umenneskeligt. Og det er virkelig en skam. Oneohtrix Point Never mestrer netop den fine kunst at balancere imellem det kitschede og det avantgardistiske, mellem naturens ældgamle lyde og den postmoderne dekonstruktion, imellem det forudsigelige og det uventede. Men han balancerer også uundgåeligt hele tiden på en knivsæg. Hvis han falder for meget over til den ene side, bliver det uendeligt banalt, og hvis det sker til anden side, distancerer han lytteren fra det menneskefjendske lydunivers. På mange af numrene holder Lopatin balancegangen, men af og til snubler han. Især i de kortere numre, som f.eks. “He She”, hvor man ikke når at komme ind i et fremmed univers befolket af penduler, opklippet sang og aggressiv synth, inden man abrupt befinder sig i næste nummer. Selv om de ikke stikker ud fra resten af albummet som sådan, bidrager numrene ikke med noget af værdi, og frem for at virke som mellemspil efterlader de bare lytteren frustreret.

Andre gange lykkes syntesen til fulde. Et nummer som “Problem Areas” er fuld af polyrytmisk fremdrift i den fløjtende synth, kontrapunktisk kor, cheesy midi-horn og en varm kontrabas, der introducerer en form for jordbunden menneskelighed i det elektroniske angreb. Til tider bliver de mange lag næsten for svulstige, og nogle af detaljerne er i fare for at drukne i lydbilledet.

De absolutte favoritter på pladen er dog “Zebra” og de to sidste numre, “Still Life” og “Chrome Country”. Gennemtrængende staccato-synth indleder “Zebra”, inden en mur af englestemmer rejser sig bagved. Her kombinerer Oneohtrix Point Never perfekt stemmens forskellige sider med et fængende glitchy beat, der hele tiden forvrænges, ændres og trækkes ud for at åbenbare nye sider. Inden man føler sig for godt tilpas og tror, man kan forudsige musikkens udvikling, befinder man sig på ny i en metallisk urskov af percussion og arkaiske stemmer, inden nummerets afsluttende tema, som en anden fugl Fønix, rejser sig herudfra.

“Still Life” er derimod et på samme tid både udynamisk og utrolig tillokkende nummer med opbygning på opbygning, der aldrig bliver forløst, og samples, der stikker i alle retninger, alt sammen tapetseret med dybe bastoner. Det ene øjeblik minder det om 80’er-Brian Eno i new age-hjørnet, inden idyllen pludseligt bliver revet i stykker af hårdtpumpet raveriffs a la Crystal Castles, som straks bliver erstattet af klaver og kor som Kanye West og My Dark Twisted Fantasy. Uforudsigeligheden fastholder lytteren i fem minutter, inden det blødt lander på pladens afslutter. På “Chrome Country” samles trådene, og Lopatin sætter den sidste trumf på med et harmonisk, fredfyldt nummer, der også rummer både urskovskald, børnekor, ekkoende klaver, indisk raga og andet godt fra den langhårede, krystalbefængte new age-tradition, uden at man dog nogensinde kommer til at forveksle det med ren muzak. Det afsluttende triumferende orgel tilsat vokal og blæs er blot prikken over i’et.

Oneothrix Point Never lyder bedst, når han befinder sig i feltet mellem modstridende referencer som fjollet new age og menneskefjendsk ambient. På R Plus Seven lykkes det langt hen ad vejen, hvor de bedste musikalske øjeblikke befinder sig ovre i den blødere ende af Lopatins lydpalet. Til trods for overflødige, forvirrede mellemspil og en maskinel fremmedgørelse på visse dele af pladen, så lyder Lopatin, når han lyder godt, bedre end nogensinde.

★★★★½☆

Leave a Reply