Den amerikanske slackerrocker Kurt Vile ligger bestemt ikke på den lade side for tiden. Udover en omfattende tour, der blandt andet bringer ham og hans Violators forbi Store Vega torsdag den 5. december, har han også fundet tid til at indspille en ep med syv nye numre, hvoraf de seks ikke tidligere har været udgivet.
Ep’en bærer den foruroligende titel It’s a Big World out There (And I Am Scared) og udkommer via Matador den 19. november, hvor hans seneste album, Wakin on a Pretty Daze, også genudgives i en såkaldt Deluxe Daze (Post Haze)-udgave. Vel at mærke med ep’en som bonus disc samt nyt artwork af Steve Powers.
Som en lille ekstra ting har Kurt Vile også delt et mixtape, som han gav til såvel bandmedlemmer som produceren John Agnello forud for indspilningen af Wakin on a Pretty Daze. Et godt mix af bl.a. Gary Numan, The Byrds, Big Star og Miles Davis.
Se tracklisten til It’s a Big World out There (And I Am Scared) nedenfor:
1. Never Run Away (string synth)
2. NRA Reprise
3. Feel My Pain
4. Snowflakes Extended
5. Wedding Budz
6. The Ghost of Freddie Roach
7. (reprise reprise)