Anders Mathiasen (fra bl.a. Murder og Vessel) og digteren Jesper Elving har udgivet en 12″ vinyl, som de selv kalder et helhedslydbillede, men som mange nok ville kalde en avantgardistisk spoken word-plade. En digter læser på en række afgrænsede numre op over en lydlig baggrund, der langt hen ad vejen former sig som musik. Rimelig eksperimenterende musik, men alligevel.
Jeg forestiller mig, at der er mange aspekter at tage hensyn til, når man vælger at lave en spoken word-plade. Hvilken rolle indtager digterens stemme i forhold til musikken? Skal de to have et dialogisk forhold til hinanden og på sin vis afspejle hinandens udsagn? Må musikken være reel musik, der i princippet kunne høres uden den digteriske dirigent? Hvor et band som Dans & Lær sampler gamle optagelser af fuglebeskrivelser og lader dem gøre det ud for digterens stemme, mens en legende og ofte ganske funky musikbaggrund leder optoget, efterlader Peter Laugesen & Singvogel på deres glimrende Den her planet glemmer vi aldrig et støjkrautet lydlandskab med nok plads til, at Peter Laugesens beatpoesi kan folde sig ud og skabe det (by)rum, som det har behov for.
Anders Mathiasen og Jesper Elving har valgt at lægge Elvings digterstemme helt frem i lydbilledet og lade hans stemmeoptagelse være filterløst optaget på den der tutorial-måde, som ornitologen på Dans & Lærs Havens fugle også lyder som, når han tørt konstaterer »Nu kommer skaden. Stemmen høres året rundt.« På en eller anden måde pædagogisk fra begyndelsen af 80’erne. Jeg er ikke den store tekniknørd og kan ikke forklare, hvorfor det lyder sådan, men inviterer bare til, at man selv lytter efter. Anders Mathiasens musik – der bakkes op af trommeekvilibristen Bjørn Heebøll fra bl.a. Slaraffenland – er på de fleste numre et givende, roligt og næsten meditativt rum, hvor Jesper Elvings lyrik kan få plads til lægge sig, uden at musikken reduceres til blot underlægningsmusik. Man ville sagtens kunne lytte til meker uden ordene. Og min største hurdle er da også netop ordene.
Det er nok en smagssag, om man som lytter synes om måden, Mathiasen og Elving har valgt at optage og mikse vokalen på, men til gengæld synes jeg, at digterstemmens meget centrale position i lydbilledet gør, at man må forvente en vis form for betydning eller vægt i de ord, der så spyttes ud. Eller spyttes ud – det gør de netop ikke. Elvings diktion er roligt oplæsende, næsten som læste han fra en installationsguide til en håndstøvsuger, men selve ordene er blevet reduceret til fonetiske lyde, opfundne ord og opbrudte sætninger uden syntaks eller mening. Med en sådan digterstemme ender lyrikken med blot at være et lydligt redskab, og det på trods af en oplæsning uden synderlig variation eller umiddelbar musikalitet. Kun i pladens sidste nummer, “tilkon”, nærmer Elvings lyrik sig en tilnærmelsesvis fortælling, man som lytter kan nå at bevæge sig ind i, og det er da også mekers bedste nummer.
Hovedparten af pladens øvrige numre er mest præget af den i min optik ulige sammenstilling af pædagogisk oplæsning og næsten dadaistiske lyddigte. Det mest meningsfulde i nummeret “Skanderborgs kassettebånd” er dermed sætningen »motorvejen har store læber,« og jeg må indrømme, at jeg forventer mere. Jeg er heller ikke til meningsløs lyrik og automatskrift, men vil derimod gerne bruge mere end bare ørerne, når jeg hører oplæsninger. Når jeg hører musik, bruger jeg imidlertid mest ørerne, og der er meker som sådan rimelig vellykket: en fin afvekslen mellem rolige og oprørske stykker, hvor repetitiv new age-synth og lange klangflader hen ad vejen overtages af saxofon-cut-ups og fri percussion. Ikke dårligt, men ikke nok til at give mening til den resterende helhed.
