Jeg ved ikke, om Xiu Xiu har mange buddhistiske fans, men hvis man mener, at livet er en uendelig cirkel af pine og smerte, kan man roligt læse videre. Den sydøstasiatiske religion ville i hvert fald gå godt i spænd med andre aspekter af den californiske gruppe. “Xiu Xiu” er en kinesisk film fra 1998, og den farverige titel på deres nyeste udspil stammer fra en japansk erotisk noir-film fra 70’erne. Selvom forlægget måske ikke er det mest høviske, kommer det næppe bag på nogen, der har fulgt Xiu Xius tidligere arbejde. Lyrik om tvangsaborter, tvangsarbejde og længslen efter at dø af aids eller albumtitler som Fag Patrol har det sidste tiår delt vandene og fremprovokeret en del verbale tæv. Sidste års coveralbum af det afroamerikanske nationalklenodie Nina Simones sange vrænget ud af den MEGET blege James Stewart tilsat dissonerende blæserakkompagnementer har nok heller ikke gjort meget for at få bandet ind i varmen hos de politisk korrekte. Men det er heller ikke det politisk korrekte, der klæder Xiu Xiu. De har altid været et band, der tvinger folk til at tage stilling. Meningerne om problembarnet Jamie Stewart rangerer fra ‘følsom og kunstnerisk’ til ‘prætentiøs og talentløs’.
Hvis noget er sikkert, er det, at Stewarts stønnen og tekstunivers nok skal køre selv din bedste dag ned i depression. Sådan rustet bliver man heller ikke overrasket eller skuffet denne gang. Når blikket glider ned over Angel Guts…, springer den muntre titel ”Black Dick” naturligt i øjnene. Det er ikke særlig subtilt og ringer næsten for meget af barnlig provokation. Subtilt kan man heller ikke kalde selve nummeret, der til gengæld alligevel fanger lytteren med sine stærke kontraster. Svesken bliver lagt på desken, mens Stewart henført messer: »One cheek, black Jesus / Black dick on the table, black dick, black dick.« Trommerne og guitaren kører samtidig livligt og optimistisk derudaf, så man her ikke rigtig ved, om man skal grine eller græde eller danse eller tage et langt bad.
De manglende evner, Stewart har som sanger, har han altid rådet bod på med et talent for drama og et afgrundsdybt suicidalt syn på tilværelsen. Selv på bandets mest tilgængelige udgivelse, Fabulous Muscles, blev tunge sager som posttraumatisk stresssyndrom og selvmord behandlet på liflige popskabeloner. Stewarts syn på tilværelsen har mildest talt ikke forandret sig med tiden, hvilket står klart på Angel Guts.
I vokalredskabskassen ligger alt fra blæksorte forpinte skrig på den mareridtsagtige ”El Naco” til angstramt snak på salsaparodien ”Bitter Melon”. Xiu Xiu kombinerer det pessimistiske livssyn fra Joy Division og dramatik og teatertricks fra Einstürzende Neubauten og tilfører deres eget touch af sort humor, trommemaskiner og gennemskærende synths. Det er dog, som om det alligevel er lykkedes Xiu Xiu at synke et trin længere ned i fortvivlelsen på Angel Guts.
Efter sigende skulle det være sceneskiftet fra det fredelige North Carolina til et problematisk kvarter i L.A. ramt af bandekrig og børnemord, der har nedjusteret Stewarts livssyn fra det mørkegrå til blæksorte. Og det tekstunivers, der udspringer heraf, er ikke for børn. Vi kommer forbi interracial sex, dobbelt selvmord og dobbelt penetrering, hvilket selvfølgelig alt sammen er efter drejebogen, men alligevel når nye ekstremer selv for Xiu Xiu.
Musikalsk er de bedste numre dem, der løfter sig lidt fra helt bevidst at være psyko-mareridtsagtige og indgår i deres egne underspillede harmonier med Stewarts vokal. Herunder sorterer numre som ”Black Dick” med sine DIY-70’er trommemaskiner og imploderende guitar, ”New Life Immigration” med dommedagspuls og retrostrygersynth eller det monumentale afslutningsnummer ”Botanica de Los Angeles”, der i mødet mellem doom-industrial og shoegazer nok er pladens mest optimistiske nummer trods al den snak om død.
Angels Guts: Red Classroom er en tur ind i Stewarts sind, hvor der aldrig er langt fra det ophøjede skønne til det nedrigt perverse. Det er to evige følgesvende, der gensidigt nærer hinanden. Lidt som en rose, der finder næring af at vokse op af en død kloakrotte. Paranoiaen og psykopatien kaster lange skygger, hvilket i kontrasten bringer endnu mere renhed over de små oaser af afklarethed, Xiu Xiu alligevel finder frem til undervejs. Selv om man kan have svært ved at give sig helt hen til Stewarts mentalt afsporede fantasterier eller finde sig godt til rette i den evige pinsel, skaber Xiu Xiu alligevel et dragende dybt univers. Man står måske desillusioneret tilbage, men er blevet en detaljeret beskrivelse af livets absurde teater rigere.





