Hvor det på debuten, Holding Hands with Jamie, var de klassiske, kolde guitarflader og på efterfølgeren, The Talkies, den uforfalskede, paniske vejrtrækning, er det på Gilla Bands tredje fuldlængde, Most Normal, nu endelig bare deres fornemmeste våben – støjen – der skaber førstehåndsindtrykket. Underneden ligger de pulserende clubrytmer, som ikke føles helt fjerne fra den noget ukonventionelle fanfavorit – det rabiate cover af Blawans “Why They Hide Their Bodies Under My Garage” – mens forsanger, Dara Kiely, vrider sig i ren vokalkontortionisme.
Most Normal er lige præcis dén plade, man har altid har vidst, at irerne kunne levere, men som man måske bare havde skrinlagt som en eller anden musikalsk utopi. Holding Hands with Jamie var i sin nedbarberede, ungdommeligt punkede essens i den forbindelse en ikke helt fuldkommen udgivelse, men fremviste derimod et band, der stadig afprøvede (ganske fine) idéer og skabeloner fra de to foregående EP’er, France 98 og The Early Years. The Talkies dyrkede omvendt utallige grader af ambiens fra guitarist Alan Duggans kolossale arsenal af effektpedaler i en mere eklektisk indpakning. Men Most Normal er fuldkommen zen; en fuldbyrdet fusion af støjen, clubrytmerne, guitarfladerne og angstanfaldene.
Her samles nemlig alle de bedste aspekter af dét Gilla Band, der førhen hed Girl Band, men som i 2021 i korte træk (og helt ukontroversielt) skiftede navn for inklusionens skyld: Der fifles som altid med ubønhørlig noise og industrial, når de skal være larmende. De ambiente udskejelser fra Duggans guitar og pedaler tager et notérbart skridt mod baggrunden og giver i stedet større plads til melodiernes samspil med Adam Faulkners stadigt mere udfordrende trommespil. Og det samlede lydbillede søger mod et mere naturligt og stramt udført groove, når de intense indslag skal opvejes med noget mere dansabelt.
Sidstnævnte skinner klarest igennem på albumlukkeren (og højdepunktet), “Post Ryan”, som lige skal bruge 20 sekunder på at fuldføre den monotont borende overgang fra den forrige “Pratfall”, inden Faulkner bryder ind med et krautpunket 4/4-beat over Kielys lettere vrøvlende, men særdeles introspektive monolog. »I’m in-between break downs / Constantly in recovery / I’m just the same prick,« mumler han om sin egen kamp med et mentalt helbred, der både har været katalysatoren for aflyste turnéer og udskudte kreative processer, (og tidligere afbrudte studieforløb, hallucinationer, paranoia, søvnløshed og hospitalsindlæggelser). Dog har det aldrig været mere hæmmende, end at Gilla Band stadig står her den dag i dag. De mørkeste perioder er vendt til en motiverende drivkraft, hvilket han også får adresseret på pladens sidste linje: »Basically I get inevitable depression when I do nothing.«
I samme rastløst punkede boldgade som “Post Ryan” findes også andensinglen, “Backwash”, hvor Kiely bidrager med sin klassisk skrålende intonation, som går igen fra meget af kvartettens bagkatalog, mens selve instrumenteringen i stedet beror på Duggans lydeksplosioner, hvis modvægt komplimenterer de ligefremme trommerytmer. Og endnu mere hektisk bliver det kort efter på “Binliner Fashion”, hvor Kiely for første gang kommer ud på et af sine velkendte, vokalmæssige overdrev. »I gave up on general hygiene, financial savings and excess hizene,« vræler han skingert mens guitarerne panoreres frem og tilbage som sirener. Der er dog også momenter, hvor Gilla Band lader til at skue helt tilbage til fuldlængdedebuten. Dette mærkes klarest på “Almost Soon”, der både resulterer i pladens mest ligefremme og mest guitarfokuserede skæring med nærmest maskinelle støjflader som afsluttende output.
Akkurat som på The Talkies er der på Most Normal også indlagt små intermezzoer, som opbryder og opdeler mellem pladens egentlige numre. “Gushie” indledes som en mere muskuløs udgave af “De Bom Bom” fra The Early Years-EP’en, men transformeres løbende til en mere elektronisk klingende affære, som lige så godt kunne være fremmanet via distortede synthpads. På den hypnotisk svajende “Red Polo Neck” bryder Kiely også fordrukkent ind undervejs med »I’m the fastest man in the class / wearing a big fuck-off face.« Og mest ukomfortabelt bliver det på den 55 sekunder lange “Capgras”, hvor Kiely monotont reciterer ind over bandets egen hyperpunkede performance som forvildede, apatiske tvangstanker.
Men dér, hvor Gilla Band excellerer fornemmest, er i deres søgen efter en fornyelse og videreudvikling af de facetter, som bandet allerede har gjort til en fast del af deres repertoire. Et nummer som den mekaniske “I Was Away” – der giver associationer til Queens of the Stone Age i årene omkring Era Vulgaris – kunne eksempelvis sagtens være konceptualiseret tidligere i irernes karriere, men føles i netop denne udgave som en helstøbt pakke, der næppe havde klædt debuten skrabede lydbillede eller toerens mere mudrede ditto. Og uanset hvor simplistisk og enerverende man end måtte finde den korte ode til »shit clothes« i form af førstesinglen, “Eight Fivers”, så repræsenterer nummeret alligevel en mere komprimeret skabelon af forgængerens fænomenale “Shoulderblades”, hvor den indledningsvist minimalistiske lydkulisse kun yderligere får forstærket effekten af det efterfølgende, bombastiske payoff.
Det dominerende indtryk, man efterlades med, ender derfor med at være, at Gilla Band på Most Normal ikke tidligere har hverken lydt bedre eller fremstået mere kreativt udforskende. Hektikken holdes samtidig i kortere snor end tidligere, hvilket ikke mindst signalerer et mere indgående kendskab til egne styrker såvel som svagheder. På dén måde markerer Most Normal et band i komplet balance på deres foreløbige, kunstneriske peak, hvor det ikke nødvendigvis længere handler om at løbe nogen risici – det har de trods alt gjort rigeligt af førhen og knækket både kroppen og psyken i farten.
