Det vælter frem med ny musik fra både nye og gamle artister. Mængden er enorm og momentvis decideret skræmmende i en tid, hvor vi nødigt vil gå glip af noget. Vi har friheden til at vælge selv og kan streame det, vi vil, og ignorere de albumrester, der lægger sig i slipstrømmen af jagten på de egnede numre. Enkeltnumrene. Singlerne.
Men friheden til at vælge er også ensbetydende med at vælge noget fra. En art valgets tyranni, hvor mængden, der vælges fra, altid overstiger det, der vælges til. Det ses også i tidens tilgang til dating, en anden jagt på singler, hvor der swipes på livet løs på diverse datingapps. Som det rammende blev beskrevet i artiklen Dating for en angstfuld generation fra dagbladet Information, »Datingappen er udtryk for en generation, der ikke ved hvad de vil – andet end at de i hvert faldt ikke vil afvises,«.
Der står vi måske også med musikken. Singlerne er en mulighed for at følge med i lidt af det hele og vælge det til, der behager. Og måske er det også fordi, vi ikke altid ved, hvad det egentlig er, vi vil have i en genrebrydende tid. Det er hverken rigtigt eller forkert, men en tendens.
Så lad os springe ud i det og undersøge, hvad det vil sige, at befinde sig midt i en singletid. En gang om ugen kigger vi tilbage på den forgangne uge og swiper en håndfuld interessante singler frem. Velkommen til Singlr.
Thee Oh Sees “The Lens”
Det er bestemt ikke sådan her, jeg husker Thee Oh Sees, der sidste år udgav albummet Floating Coffin. Jeg må dog også indrømme, at kendskabet til det amerikanske band med John Dwyer i front ærlig talt ikke er prangende. Men især sidste års dynamiske og drabelige single “Toe Cutter – Thumb Buster” gjorde et voldsomt indtryk – ikke mindst den tilhørende video. På gruppens seneste single “The Lens” er tonen og stilen en noget anden. Roligt og afdæmpet glider nummeret fremad iklædt trommer, strygere og horn. Det klinger smukt af Beatles anno Sgt. Peppers og er et særdeles drømmende bekendtskab.
All We Are “Feel Safe”
Fortsat drømmende, men mere romantisk end psykedelisk, er det hos Liverpool-baserede All We Are, der bl.a. har optrådt på årets by:Larm. Gruppen, der består af en nordmand, en irer og en brasilianer, tager med singlen “Feel Safe” lytteren med på eventyr i et Bee Gees-inspireret univers med nik til Toro Y Moi. Guitartonerne dufter af luftig funk, mens vokalarbejdet er skamløst forførende. Det kan godt gå hen og blive rigtig stort. Og som en lille bonus – leveret af en kammerat, der deltog på årets by:Larm – kan det fortælles, at gruppen slutter deres koncerter af med sætningen »We Are All We Are«. Fantastisk.
Feel Freeze “Wet My Tongue”
Skæringen “Wet My Tongue” starter ud som endnu et af de der Fleet Foxes-klingende numre, men forvandler sig pludseligt til et stampende, synthboblende og guitarfrysende forsøg på ikke at bryde sammen. Det minder på sin vis om Moi Caprice, men er her signeret af den danske artpop-duo Feel Freeze, der sidste år bl.a. optrådte på SPOT og Uhørt. Nummeret slutter en anelse pludselig og efterlader en sult efter mere, men der skulle heldigvis være en debut-ep på vej.
Sharon Van Etten “Taking Chances”
Da det er første omgang Singlr, har undertegnede valgt at snyde lidt og kaste blikket et stykke længere tilbage end blot den seneste uge. De sidste to numre stammer således fra starten af marts.
Først og fremmest drejer det sig om den skønne Sharon Van Etten, der har tætte bånd til The National, som hun ved flere lejligheder har varmet op for og desuden samarbejdet med i albumsammenhæng. Den amerikanske sangerinde fik alt for lidt opmærksomhed herhjemme i Danmark, da hun i 2012 udgav albummet Tramp, og forhåbentligt hjælper det, at landskvinden Angel Olsen med albummet Burn Your Fire For No Witness har tiltrukket sig interesse. Sharon Van Etten er ganske vist mere rocket end Olsen, og singlen “Taking Chances” er også smukt bemalet med tonerne a la Warpaint. Men de to kvindelige singer/songwritere deler nu alligevel en særlig smerte i deres respektive udtryk. Van Ettens nye album “Are We There” er sat til at udkomme den 26. maj via Jagjaguwar.
How To Dress Well “Words I Don’t Remember”
Vi slutter i soveværelset hos den amerikanske R&B-kunstner How To Dress Well, der senest leverede pladen Total Loss i 2012. Nu skulle der være nyt på vej (måske med titlen What Is This Heart), og for et par uger siden dukkede singlen “Words I Don’t Remember” op. Bemærkelsesværdigt nok er den ikke blevet opfanget i den hjemlige blogosfære, hvilket der her rådes bod på. Den gode Tom Krell, manden bag HTDW, formår på den bølgende “Words I Don’t Remember” fortsat at balancere mellem det slørede og det silkebløde. Han er blevet skarpere og stemmen er klarere. Og som en fin afslutning på denne udgave af Singlr lyder spørgsmålet fra Krell selv i forbindelse med sangen, »What remains of true love in this world of simulations?«.