Plader

Silo: Work

Skrevet af Anna Møller

Danske Silo udgiver efter 13 år deres tredje album, og det har i den grad været værd at vente på. Silomaskinen kværner stadig og efterlader lytteren forvildet og hypnotiseret af fuzzet kraut og uendelige, digitaliserede guitarfigurer.

Silo er et af de der bands, der har opnået kultstatus i en snæver kreds. Som har haft uendelig stor indflydelse på adskillige bands uden at have udgivet mere end to plader, og som senest udgav et album for 13 år siden. Efterhånden har Silo barslet med en efterfølger i et tiår, og det var da også blevet en gentagen diskussion til Undertoners julefrokoster, at nu måtte pladen da være liiige om hjørnet. Nu er den her så, og boy, den har været værd at vente på. Måske lige med undtagelse af et par numre under det ellers tårnhøje gennemsnit, så er Work lige så meget et mesterværk som Silos forrige plader Instar og Alloy.

Og lad os da bare hoppe direkte ud i den ordpøl, der ikke bare tilnærmelsesvis formår at rumme roserne til Silo: Silo formår at skabe musik, der vokser eksponentielt i sine egne knopskydende formationer, og som fremstår ligeså naturligt som goddamn celledeling. Og ja, der må bandes. Der må fandeme bandes så meget, at Silo selvantænder i et eksplosionsagtigt mindfuck af rytmer, hvor hjernen knap nok har perciperet det ene rytmelag, før et andet tager over og væk flyver ens logiske sans, så man optages af den industrimaskine, der i sidste ende er Silo.

Lige netop betegnelsen maskine viser sig at være kendetegnende for konstruktionen af Work. Som tidligere er energien tilbageholdt og når aldrig et højdepunkts fulde udfoldelse, men finder snarere et punkt med konstant kværnen, der i sine uendelige rundgangsformer og endeløse lag til fulde hypnotiserer, fastholder og forbløffer. Hvordan de tre musikere Frederik Ammitzbøll (guitar og vokal), Mikkel Bender (bas) og Søren Dahlgaard (trommer) formår at skabe noget, der kan besætte lytteren og kaste alt, der hedder menneskelighed, over bord uden af den grund at miste en organisk fylde, det forstår jeg vitterlig ikke. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har lyttet til noget helt som Silo, eller om der overhovedet er nogen, der gør det, Silo gør.

For nu at blive bare en anelse mere konkret, så er der virkelige mange gode numre på Work. Jeg selv har aldrig dyrket hiphop synderligt, men hold nu kæft, hvor er et nummer som “Cabinn Fever” med vokaler af M. Sayyid og High Priest dog bare et hjernedødt fedt nummer. Hårdt pumpende med gentagne hooks i form af et par catchy rundgangsrytmer og med et lyrikflow, der besidder præcision og et maskingeværs taktfaste slag. Med fare for at lyde som en plade i samme rille: Hvor er det dog imponerende, hvordan Silo formår at håndspille en lyd frem, der efter opproducering kan virke så maskinel, industriel og mekanisk uden af den grund at lyde elektronisk. Det overordnede lydbillede på Work fremstår i øvrigt mere digitaliseret og tilsyneladende mere efterbehandlet end på de tidligere plader, men stadig er lyden organisk og multifacetteret. Work repræsenterer også en tilbagevenden til flere af de vokalbaserede numre – eller vokalbaserede er måske så meget sagt, for vokalerne er trukket tilbage i lydbilledet og figurerer som et tandhjul i maskineriet på linje med konstruktionens øvrige dele.

Men der er vokaler på en hel del af numrene. På “O” er det Jonas Bjerres croonervokal, der lægger et lyst uuuh-kor og følger melodiens gøren og laden, og det udmunder i et lidt statisk nummer uden den store udvikling. Nu er det jo heller ikke postrockens crescendo-struktur, der i det hele taget præger Silo, men “O” er alligevel et lidt træden-vande-agtigt nummer, hvor et fald i tempo er eneste udvikling, og hvor de gentagne rundgange ikke helt er hypnotiske nok til at lade lytteren fortabe sig i dem.

På “Power Points” er det sangerinden Maria Hamer-Jensens vokal, der agerer menneskelig modvægt til den hårde maskinebund, men der er i mine øjne næsten for langt mellem de to tilstande. Hamer-Jensen har en lækker, blød soulvokal, men den er næsten for kælen i udtrykket. Og med kælen mener jeg også for følt eller styret. Det bliver simpelthen for menneskeligt på sin vis og bryder den industrielle maskinillusion, man som lytter ellers lulles ind i. Der er Silos egen forsanger Frederik Ammitzbølls vokal på eksempelvis “Work (Out)” langt mere tilbagetrukket og leveret med mindre betoning.

“Work (Out)” er et af de der desorienterende Silo-numre, hvor man som lytter på en og samme tid forvirres af nummerets mange dimensioner og alligevel fastholdes i en hypnotisk tilstand. Som om man har forvildet sig ind i en lydlig labyrint, der hele tiden vokser i nye, rumlige dimensioner og knopskyder nye flugtveje ud. Man ender ikke overraskende komplet rundtosset og egentlig ganske tilfreds med bare at forblive inde i labyrintens uendelige gange. Naturligvis er det især de mange synkoperede og subtilt forskudte rytmespor – i rundgangene klippes hyppigt 1/32 ud eller skydes 1/32 ekstra ind, der giver en desorienterende, rumlig fornemmelse – og netop polyrytmikken instrumenterne imellem er da også et centralt element i Silos univers.

Polyrytmikken mellem de perkussive elementer og melodisløjferne er det altomdrejende centrum i et nummer som “Stationary”. Et næsten snublende og distortet guitarriff gentages i det uendelige, inden bl.a. Ammitzbølls vokal, støj og et fuzzet guitarmønster lægges til, og det hele fratrækkes derefter element for element, indtil kun den snublende rundgang og boblende guitaranslag står tilbage. Det centrale guitarriff fungerer som en rytmisk hinkestensleg, hvor hvert spring fra felt til felt foregår i et synkoperet og genkendeligt mønster med den lagdelte polyrytmik som en slags fjerde dimension. Som om alle instrumenter indtager trommernes dirigerende foregangsposition, og alt i sidste ende er trommer.

Det afsluttende nummer “The Inexorable Sadness of Pencils” lyder måske mere som ‘klassisk Silo’. En synthet guitarfigur dukker langsomt frem i horisonten og får selskab af flere figurer, der bevæger sig i andre sideløbende og krydsende rytmiske spor, og de mange tilsyneladende komplicerede strukturer danner et hele; et diset og boblende stykke fuzzkraut. Nummeret er en længselsfuld og dynamisk sag inspireret af et digt af den amerikanske forfatter Theodore Roethke, og som digtreference fungerer nummeret som en lydlig spejling af Works cover med foto af Mikel Tjellesen. Og det er her, det hele virkelig går op i en højere enhed. Roethkes digt “Dolor” handler om kontorers akkumulerede og kvælende støv, og det er jo netop også her, man finder maskinen. Maskinen forstået som den gentagne dagligdag, hvor papirbunker synes at vokse eksponentielt af sig selv, og hvor trædemøllen hypnotiserer den sløvt gående, indtil man falder over sine egne fødder og lander blødt i Silos rytmefavn. Jeg lader mig gerne falde.

★★★★★½

1 kommentar

  • Virkelig fed skive. Det gør næsten ondt at tænke på, at Silo er så ukendte. Alle deres plader er fremragende, og næsten alle jeg har spillet det for, har synes det var overfedt.

    Den nye plade er umiddelbart mere edgy end de to første, og mere maskinel i lyden. Mere crunchy, knapt så analogt varm.

    Guitaren bliver, så vidt jeg kan høre det, ofte kørt igennem analoge filtre, som en form for wah wah, det fungerer virkelig fedt, og giver en ny type lyd på denne plade.

    Groovet er det samme, tungt og pumpende, og samtidig rytmisk komplekst.

    Go Silo!

Leave a Reply