Fotos: Thorsten Iversen / NorthSide
Siden Undertoner sidste år snakkede med Baby in Vain, og bandet spillede på Roskildes Pavilion Junior, er der kun gået frem, frem, frem for den unge danske rocktrio. Nu stod de på NorthSide Festival foran masser af tilskuere. Rygtet om Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesens temmelig seje rockorkester har nået en del ører, og på NorthSide var der allerede fans iblandt, men også mange, som skulle høre giraffen.
»Hvor er I mange!« lød det med overrasket, glad stemme fra scenen, efter de tre havde fået sat eftertrykkeligt strøm til guitarerne i solskinnet lørdag eftermiddag på P6 Beat-scenen. Scenen passede perfekt til Baby in Vain – stor nok til at støje ordentligt på, men ikke så stor, at det unge band blev væk. Denne eftermiddag skulle man da også være ualmindeligt døv for at overhøre de tres beskidte smadderrock.
De to guitarister og ene trommeslager gav os grunget, punket, støjet rock med tilpas flabet vokal fra Lola Hammerich. På nogle numre blander hendes stemme sig med Andrea Thuesens andenstemme, og når det rammer plet, skaber det en fed kontrast og dynamik – som på “Corny #1”, trioens indtil videre mest gennemførte bedrift. Den støvede americana-intro, opholdet inden guitaren eksploderer – på bandets bedste numre forstår de virkelig at bruge pauserne til at skabe stor effekt, især live.
“The Catcher” satte de helt i stå undervejs – og så fik den! Trommeslager Benedicte Pierleoni slog i den grad til, og guitarstrengene kom på overarbejde. Hvis man lukkede øjnene, var det på visse numre næsten som at høre Nirvana i deres første år (forestiller jeg mig) – eller rettere; hvis man bare kneb dem lidt sammen. For med de sorte bukser med hul på knæet, løse T-shirts og langt hår bøjet over guitarerne kunne man næsten blive narret.
De tre medlemmer har en forfriskende ukrukket tilgang til det at stå på en scene foran så mange publikummer. Ingen staffage, og introduktionerne lød for eksempel: »Nu kommer der en sang mere.« Dagens første skål blev også uddelt – for mit og en del andres vedkommende stadig i cola, men andre rusmidler var også unødvendige.
Vi fik “Sweetheart Dreams” med råbeverset: »Don’t humiliate yourself and pretend that you love me and I love you!« Barske damer. “Till the Day I Die” afsluttede den tre kvarter lange koncert på passende vis med tonserrock og blæret guitarsolo. Publikums begejstrede applaus tyder på, at Baby in Vain har øget fanskaren med både fuldskæg og Mø-fletninger.
Baby in Vain har endnu kun få numre at tage af. Der er numre, som minder for meget om hinanden, og enkelte er lige en tak for gumpetunge i det. Jeg tror, trioen til eftermiddagens koncert stort set spillede rub og stub. Når først debutalbummet er landet, og der er flere numre at sammensætte sætlisten af, skal jeg nok på lageret efter flere U’er. Der er endnu plads til forbedring, før toppen af Baby in Vains potentiale nås, men jeg glæder mig satme til at følge vejen derop.
