Fotos: Thorsten Iversen / NorthSide
Jeg blev faktisk bekymret for Chorus Grant, da jeg så, at han var tilføjet programmet til årets NorthSide Festival. Ikke fordi musikken ikke er festivalen værdig – snarere det modsatte: Kunne NorthSides store scener rumme så blød og underspillet musik, som dygtige Kristian Finne Kristensen lægger for dagen under aliaset Chorus Grant?
For nok fungerer festivalen fint på den store skala, i Grøn koncert-stilen, men de mere intime koncertoplevelser har ofte sværere ved at lette fra festivalpladsen. Det gjaldt til dels også denne dag, hvor Chorus Grant fik lov at stå for at sparke liv i den store, tømmermændsramte plads foran P6 Beat-scenen lørdag kl. 14.
Bare 10 minutter før koncerten var pladsen stort set tom, og jeg begyndte at overveje om Chorus Grant virkelig havde tabt kampen til The Mountains, der skulle spille samtidig på en større scene, og som har været en del mere synlige i medierne op til festivalen. Men da først musikken spillede, sluttede flere og flere sig til, og fremmødet endte egentlig med blive flot, tidspunktet på dagen taget i betragtning.
Bandet med Kristian Finne Kristensen i spidsen gik direkte på med “O Everyone”, som er førstesinglen på Chorus Grants’ andet, meget roste, album Space (2014). Lyden var lækker og organisk – ja, det lød nærmest “velproduceret”, selvom det vel at mærke var live. Flere af bandmedlemmerne var overraskende velsyngende, og det gav virkelig et fint ekstra lag til musikken, at harmoniseringerne stod så skarpt. Numrene fra Space stod især smukt, f.eks. det fine og lyse americana-nummer “Long Ride” eller den enkle, men effektive “8 Lanes”, der beskriver Los Angeles’ tomme gader i nattemørket.
I det hele taget var det et meget velklingende band, man mødte på scenen den tidlige eftermiddag på NorthSide Festival. Gode stemmer, smuk lyd på guitaren, blød bas og søde sange. Meget nydeligt og pænt – og måske endda en anelse for pænt. Koncerten nåede i hvert fald aldrig rigtig et klimaks, men blev i et leje, hvor end ikke lidt ekstra støj på guitarspillet og rock’n’roll-attitude med smøg i mundvigen kunne løfte musikken til at blive mere end blot behagelig og smuk.
Måske var det også bare det, det skulle være. I så fald synes jeg godt bandet, med Finne Kristensen i spidsen, kunne skrue lidt op for ambitionsniveauet. De har det hele: et smukt repertoire, dygtige musikere, en sympatisk frontmand – alligevel fik de aldrig rigtig sat sig ud over de gode grundingredienser. Liveoptrædener kan netop bære, at man leger og eksperimenterer lidt mere, og det gør ikke noget, at publikum nogle gange er nødt til at spidse ører for at følge med. I dette tilfælde kunne man dovent og udeltagende slænge sig i græsset, mens den smukke musik bare fossede ud af højtalerne uden at forlange opmærksomhed. Den opmærksomhed kunne Chorus Grant sagtens tillade sig at gøre krav på.
