Fotos: Anna Tarp Klode / NorthSide
For første gang siden 2011 kunne Arcade Fire opleves her til lands. Det var en NorthSide-booking, som Roskilde Festival næsten ikke kan undgå at ærgre sig over – Arcade Fire kunne snildt have spillet Orange Scene op. Nu blev det så Grøn Scene i det jyske i stedet. Fint for mig; det betød mere plads til os publikummer, hvoraf der sandsynligvis var mange, der havde Arcade Fire højt på deres NorthSide-to do-liste.
De i alt 12 medlemmer af det canadiske orkester indtog scenen med generel entusiasme. Og med konfetti, masker, dragter, glimmer, papmachehoveder, kameramænd klædt ud som skeletter, en menneskelig diskokugle, pink frynsehandsker und alles. På en måde er det totalt for meget, på en måde er det bare skønt. Det samlede kollektiv af musikere, der udgør Arcade Fire sådan en aften, er dybest set en samling gøglere, men med fandens god musik.
Den kulørte flok lagde ud med ”Here Comes the Night Time” fra Reflektor, der ellers har figureret sidst på sætlisten på Reflektor-turnéen. Som frontmand Win Butler senere forklarede, var det i erkendelse af, at det alligevel ikke ville blive mørkt i løbet af sådan en dansk sommeraftenkoncert, at de valgte at tage den med det samme. »I could get used to this sunset,« sagde han senere veltilfreds, da himlen begyndte at vise lyserøde og orange nuancer. En stemningsmæssig kontrast til sidste år, hvor Nick Cave bandede over den lyse nordiske nat på samme scene.
Der blev også byttet om på sædvanlig koncertrækkefølge, da Arcade Fire allerede i første nummer lod konfettikanonerne affyre. Tusindvis af små kulørte papirstykker fløj af sted med imponerende kraft – et smukt syn mod den klare blå himmel, der i starten af koncerten endnu hang over Ådalen. Publikums overraskelse var tydeligt, og en euforisk stemning bredte sig. Som min ven ved siden af mig udbrød: »Fuck alle andre koncerter!« Hvem siger egentlig også, at man skal gemme desserten til sidst?
Konfetti allerede i første nummer var et selvsikkert og bold move. Men Arcade Fire har også noget at have det i. Rost af anmeldere, elsket af publikum, med sidste års sejrrige Reflektor i bagagen er de på toppen af deres karriere – ligesom de har været se sidste 10 år.
Et andet sædvanligt klimaks kom allerede som tredje nummer, hvor Arcade Fire satte gang i ”Neighbourhood #3 (Power Out)”. Det skete med en steeldrum-intro, der gav nummeret et ikke helt velgørende tropisk feel. Det tog noget af brodden af nummerets desperation og tempo. Herefter tog orkestret os på tour de chambres i bagkataloget med numre fra alle album. F.eks. ”Neighbourhood #1 (Tunnels)” og ”Rebellion (Lies)” fra debuten Funeral, ”No Cars Go” med harmonika og saxofon fra Neon Bible (det mindst repræsenterede album denne aften), ”We Used to Wait” og sødmefulde ”Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” fra The Suburbs. Der var ikke så mange numre fra sidste års Reflektor, som man måske kunne forvente, men blandt dem var ”Reflektors” mørke beat og ”Normal Persons” guitarriff højdepunkter, mens ”Joan of Arc” heller ikke live formåede at løfte sig fra det jævne.
Et kuriøst indslag, som Arcade Fire har indførte på denne turné, er at spille et cover af et nummer skrevet af en af den pågældende koncertbys stjerner – eller et nummer, som på anden vis har relation til byen. Eksempelvis lød Abbas ”Chiquitita” i Stockholm, Phoenix’ ”Entertainment” i Paris og Alanis Morissettes ”You Oughta Know” i Ottawa. I Aarhus slap Arcade Fire dog billigt og sang en kort bid af Madness’ ”Our House” (»Aar-hus«) ligesom Flogging Molly et par timer forinden.
Igen formåede Arcade Fire at servere en veltilrettelagt koncert med et imponerende højt antal fuldtræffere fra repertoiret. Arcade Fire er ikke bange for at bruge masser af kulør eller for at underholde. De ved, at det ikke gør deres stærke numre svagere. Det lader til, at hele orkestret oprigtigt nyder at optræde live og skabe denne farverige fantasiverden, og den livsglæde, de medbringer, kan ikke undgå at smitte af på alle os i konfettiregnen.
