Fotos: Thorsten Iversen / NorthSide
Hvis man husker Nina Persson som selve legemliggørelsen af en svensk sommerdag, så skal man lige have opdateret billedet på nethinden. Da den tidligere The Cardigans- og A Camp-sangerinde trådte ind på P6 Beat-scenen lørdag aften i Ådalen, var det i sorte flagrende gevandter, med mørkt hår og kraftigt sortmalede øjne. Under den tunge eyeliner spillede de blå øjne dog stadig både sødt og djævelsk, da først deres indehaver fik hul på sin koncert.
Monitorjusteringer under de første numre gav en lidt ujævn start med numre fra Nina Perssons første soloalbum i eget navn, sidste års Animal Heart. Naturligt præsenterede Persson og hendes fem medbragte musikere mange af albummets numre for os, med “Burning Bridges for Fuel” som koncertåbner. Lyden af Persson solo er i samme stil; let melankolsk, iørefaldende skandipop med en let hæs vokal.
Efter den lidt vaklende start med pegeinstrukser til lydmanden, kom det lille smil fra den sortsvøbte svensker endelig. »Aahhh,« tænkte vi velvillige publikummer, der så gerne ville se hende smile, post-kræftsygdom og post-Cardigans. Og »aahhh,« sukkede hovedpersonen veltilfreds efter “Animal Heart” – nu kom vi ligesom ordentligt i gang, og der blev både sagt »god kväll« og »godaften«.
Med en fortid med rigelig solskinspop har Nina Perssons plads på festivalprogrammerne vist ofte været på døgnets lyseste timer. Hun roste nu NorthSide og sagde, at det var »skønt at spille i skumringen – nu er der bare natten foran os.«
Persson er en udtryksfuld sangerinde – med gestikulationer og de slanke hænder mod himlen. Hun er også en fin historiefortæller, og der er mange anslag til små noveller i hendes nye tekster. “Dreaming of Houses” og den kokette “Forgot to Tell You” vækkede nyserrigheden, understreget af det anonyme, men upåklageligt spillende backingband.
Et rørende punkt i koncerten var Perssons levering af den personlige “This Is Heavy Metal”, sunget ved siden af keyboardpianisten (gid der havde stået et flygel til ham). »Nu bliver det alvorligt,« sagde Persson, og med hendes egen sygdomshistorie in mente, var det rørende, når hun stærk og skrøbelig på én gang sang: “Still a little shaken / From pieces that were taken”. Efter alt at dømme bestod publikum af en del fans, der har fulgt Persson længe, og glæden ved at have hende i god behold mærkedes.
På grund af sin »rasende korte solokarriere«, måtte hun fylde op med A Camp-numre, forklarede Persson. Det blev til “Love Has Left the Room”, afsluttet med et lille kys i mikrofonen, samt den stadig meget iørefaldende “I Can Buy You”. Også to af A Camps vante covernumre fik vi i sidste del af koncerten: Daniel Johnstons “Walking the Cow” i en dramatisk, ikke ueffen udgave (selvom det selvfølgelig kun er Johnston selv, der virkelig kan lave det nummer) samt David Bowies “Boys Keep Swinging”. Med disse hjælpere undervejs – forståeligt, men desværre ingen Cardigans-numre – fik Persson og band fyldt en times tid ud på fortrinlig vis.
