Det er efterhånden små ti år siden, at psych-genren fik sin store revival. Bands som MGMT og Animal Collective var blandt bannerførerne, der siden har ageret inspirationskilde til en stadigt voksende mængde af bevidsthedsudvidende musik. Se bare årets program til Roskilde Festival. Hvor psykedelikaen i 60’erne oftest udgjordes af en sammensmeltning mellem klassiske rock-elementer og (dengang) sære indiske instrumenter, er de seneste års fortolkninger primært blevet båret af elektroniske lydelementer samt en generelt mere melodisk tilgang til at ekspandere lytterens mindset. Kun aversionen mod konventionelle skabelon-agtige kompositioner samt udflydende jam-stykker er bibeholdt i mainstream-sammenhæng.
På albummet As Plantas Que Curam forsøger brasilianske Boogarins at binde de musikhistoriske yderpunkter sammen. I løbet af godt en halvanden time serverer den unge duo 11 skarptskårne psykedeliske pop-perler. Melodierne frembringes typisk på en guitar hjulpet på vej af så mange effekt-pedaler, som tour-bussen nu engang kan trække (det vil sige en hel del), og rytmesektionen domineres af alt lige fra skramlede lofi-trommeindspilninger til udknaldede banken på bongo-trommer. Lydbilledet er med andre ord forfriskende ukonventionelt og analogt til en sjælden udstrækning.
Albummets musikalske koncept opsummeres på glimrende vis af den mystiske ”Lucifernandis”. Et fuzzet riff fungerer som underliggende tema, mens Fernando Almeida og Benke Ferraz i munden på hinanden fremmumler portugisisk-sproget poesi til lytteren. Indspilningerne bærer tydeligt præg af at være tilvejebragt i hjemmet hos de to brasilianere; trommerne skramler derudad, og bastonerne nærmest forsvinder i en storm af bækkenanslag. Vokalerne er placeret mærkeligt lavt i lydbilledet, og teksterne komplet uforståelige. Om det skyldes svigtende sprogkundskaber er svært at sige, men Boogarins formår ved disse afvigere at tilføre nummerets melodiske byggesten et sært slør af mystik, som passer genren forbløffende godt.
Boogarins’ virkemidler er ofte klichéprægede, men anvendt på ukonventionelle måder, så idéerne får nyt liv. Tag eksempelvis ”Doce”, hvor gruppen tager den kalejdoskopiske phaser-effekt til nye ekstremer. I stedet for som på klassisk vis at lade guitaren glide ind og ud af produktionen, går hele mikset gennem effektmaskineriet, og lydbilledet er tungere gyngende end nogensinde. Eller lyt til den tungt rockende ”Infinu”, hvor alle diskante toner er skåret fra, og Ferraz’ sumpende guitartoner flyder ud ad højttalerne i laveste frekvensområde.
Udtrykket på albummet er i den grad multifacetteret og bliver af denne grund aldrig et kedeligt bekendtskab. Inspirationskilderne er mange og rummer både indflydelsesrige kunstnere fra gammel og nyere musikhistorie. På ”Paul” udfolder Boogarins således bluesrock, som var Led Zeppelins musik blevet synkroniseret til portugisisk, mens den udknaldede ”Erre” rummer fuzzet guitarrum a la de helt tidlige Tame Impala-produktioner, når de var bedst. Den akustiske ”Fim” ender i den modsatte grøft og leverer en nedbarberet popkomposition, som er Foxygen værdig. Her er lyden pludselig blottet for de mange effekter, og gruppen demonstrerer en stor spændvidde i lydbilledet. Til tider en tand for stor, kunne man mene.
As Plantas Que Curam er et forfriskende uprætentiøst bud på, hvordan psych-genren også kan tage sig ud i dag. Boogarins’ musikalske koncept er langt mere loyalt over for psych-rockens rødder, end hvad typisk er i dag. Det lyder kedeligt, men duoens både uerfarne og ambitiøse greb om psych-genren er usædvanligt charmerende. På albummet dyrker duoen en uforfalsket kærlighed til fuzz, rumklang, ukonventionelle sangkonstruktioner samt stort set alle andre virkemidler, som tidligere har vist sig at udgøre et godt psykedelisk rocknummer. Man kan diskutere, hvorvidt duoens projekt overhovedet er visionært, og at medlemmerne alene gør brug af opslidte tricks. Jeg vælger bare at konstatere, at albummet rummer 11 urimeligt melodiske psychrock-numre, der hver især demonstrerer en uforbeholden kærlighed til genren, som er aldeles belønningsværdig.
