Nyheder

December-koncerter II: Blå blomst løber naturligt op ad hvidt hus

Årets sidste koncertanbefalinger til dig fra os på Undertoner.

Selvom den abstrakt rodede Tyranny er årsagen til Julian Casablancas + The Voidz’ besøg i Store Vega tirsdag den 16. december, vover vi at give koncerten en anbefaling med på vejen. Ikke fordi sætlisten vil byde på mange Strokes-sange. Under bandets seneste koncerter er der kun fundet plads til “Ize of the World” fra albummet First Impressions of Earth. Men fordi Casablancas var yderst veloplagt, da The Strokes gav koncert på Roskilde Festival i 2011, og han kan forhåbentlig mønstre samme overskud en råkold decemberaften i København.

Samme aften holder lydkollektivet We Like We releasekoncert i Københavns Musikteater i anledning af udgivelsen af debutalbummet A New Age of Sensibility, der er udgivet på Jomi Massages pladeselskab The Being Music. We Like We består af fire konservatorieuddannede kvinder, som på vokal, violin, cello og slagtøj veksler mellem det sårbare og det hidsige i en legende og eksperimenterende udtryksform – med den klassiske musik som fundament.

run-the-jewels-51e6edbd4913d

El-P og Killer Mike har udvidet garderoben med vintertøj, der kan modstå den danske decemberkulde.

Denne tid på året er listetid. På mange af de årslister, som allerede er annonceret af diverse musikmedier, kan man finde hiphop-duoen Run the Jewels. De to østkystrappere Killer Mike og El-P’s andet album sammen, RTJ2, der bl.a. byder på et gæstevisit fra Rage Against the Machines Zack de la Rocha, er en af de væsentligste hiphop-udgivelser i 2014. Du kan opleve Run the Jewels i Pumpehuset fredag den 19. december.

På den danske musikscene har det ikke været til at komme uden om numre som ”Det er Knud som er død” og ”In Disco Lights”. De to bands bag de to ørehængere, The Minds of 99 og Blaue Blume, har P6 Beat naturligvis inviteret til at rocke i Koncerthuset lørdag den 20. december. Til det allerede udsolgte arrangement får de selskab af andre af årets aktuelle danske navne. Af yngre kræfter som Iceage og Lust for Youth og af rutinerede herrer som Jens Unmack og dennes Love Shop samt Lars H.U.G., der i år udgav sit første dansksprogede album siden Blidt over dig fra 1992.

1992 var også året, hvor Trains and Boats and Planes udgav sin første fuldlængder, Engulfed. Bandets frontmand har efterfølgende haft en særdeles succesfuld karriere i Rhonda Harris og som solist. Der er selvfølgelig tale om Nikolaj Nørlund, der i år udgav sit syvende album i eget navn. Det bærer titlen Det naturlige og fik 4,5 U’er af Undertoners anmelder. Trods mere end 20 år på den danske musikscene er Nørlund stadig vedkommende, og han vil være et kærkomment pust oven på julen og inden det store nytårsbrag. Nørlund spiller på Stengade lørdag den 27. december.

Du kan som altid se flere anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Leave a Reply