Acorn Falling: 2nd Plateau of Normalcy

I 2011 debuterede Lars Kivig under pseudonymet Acorn Falling med pladen Cabinet of Curiosities. Undertoners Esben Rasmussen kvitterede dengang med en fin anmeldelse og bl.a. følgende ord: »med titler som “Metachild Awakes” og “Reaching for the Stars” er tonen slået an. Man kunne således frygte pertenligt prætentiøse pseudo-kompositioner, men der er tale om et både organisk vellydende og helt grundlæggende interessant værk.«

Jeg er fundamentalt enig i hans beskrivelse af debutpladen, og de kvaliteter den rummer, men citatet bærer også genlyd på Acorn Fallings opfølger 2nd Plateau of Normalcy. Uheldigvis er frygten for disse pertentligt prætentiøse pseudo-kompositioner i denne omgang ikke blot det – en frygt – men reel.

Hvor debuten var opbygget af ambiente lydflader akkompagneret af enten elektroniske eller analoge melodier, overskrider Acorn Fallings nye plade den traditionelle afgræsning for postrock og bærer således vokal på halvdelen af numrene. Kivigs vokal er smuk, men hvor det prætentiøse på debuten kom til udtryk primært gennem sangtitlerne, videreføres det nu ikke blot i den hymnende lyrik, men også gennem en selvhøjtidelig seriøsitet i kompositionerne.

Pladen rammesættes pertentligt gennem sangtitlernes dramatiske ordlyde såsom ”The Whistle at Tragedy Bay”, ”M/S Humanity” og ”Lost Horizons”. Hvor meget man end kan værdsætte de konceptuelle aspirationer, der i dette tilfælde er fæstnet om tilværelsen til søs, hvilket i historisk lys slet og ret var et meget risikabelt erhverv, er helhedsindtrykket blottet for enhver selvironi og øjeblikke uden teatermaske. Søkonceptet må i en dansk kontekst kontrasteres med det nu hedengangne band Skvulp, hvis opfindsomme og ofte ironiske sange om sømandslivet i stedet leger med klichéerne. 2nd Plateau of Normalcy er alvorlig og tung uden at blive nærværende, hvilket i al pladens ihærdighed jo er synd og skam.

Sangen ”Cliffhangers Hymn” skal fremhæves som en af pladens stærke sange. »Save yourself. Love can’t help you now. Save your prayers. God can’t help you now.« Det storladne og dramatiske kommer også her til udtryk, men lyrikken til trods er det med smukt og vemodigt violin- og klaverspil, Kivig spiller sit publikum an.

På “The Navigator Who Doubted” reciteres ordene omsvøbt af en dyster violin og infernalske trommer: »I’m a sailor in space. On a ship of critical circuits. Is this my direction? Is this my decision? The deep doubt rose in my mind and with million of stars as witness, I became the navigator who doubted.” Dette imaginære eller dybt tænkte lyriske univers, Kivig italesætter, er vel sympatisk, idet det forlader hverdagens trivielle plan. I realiteten giver det mig dog frygtelig meget mere lyst til at lytte til Mark Kozeleks hudløst og pinligt ærlige seksuelle autobiografiske fortællinger i ”Dogs” på sidste års Benji. »Mary-Ann was my first fuck. She slide down between my legs and oh my god she could suck.« Et nummer jeg har haft et anstrengt forhold til, men nu er kommet overens med.

Hvor det på 2nd Plateau of Normalcy mislykkes helt – og paradoksalt – er pladens afsluttende nummer. ”Eno’s Song for Mom” skal tages meget bogstavelig, idet lytteren udsættes for optagelsen af et barn, hvis skønsang er den gråd, enhver forælder må værdsætte umådeligt, og den bliver teatralsk ledsaget af lyden af bølgeskvulp og minimalt klaverspil.

Hvorvidt der er tale om autobiografisk kunstproduktion, og Kivig dermed er blevet en lykkelig far, står hen i det uvisse. Et stort tillykke skal i så fald lyde, men nummeret bidrager til en helhed, der gør denne plade til ikke blot et værk, der »til tider kammer over i patetiske gotheskapader« for endnu engang at citere Esben Rasmussen, men helhjertet fra begyndelsen til pladens afslutningsnummer er netop det – patetisk – og intet andet.

En skam, for enhver vil kunne høre, at Kivig er en dygtig musiker.