Debutalbummet I Can See Your Bike From Here fra danske Bells Echo er efter min mening et klokkeklart eksempel på, hvad der er galt med dele af indiescenen i dag. Det, der engang var en opbrydende, uafhængig modkultur (eller i hvert fald noget i den retning), er blevet godt og grundigt friseret og hevet op på hitlisterne samt de store stadionscener. Det, i sig selv, er der jo ikke noget galt med. Det er snarere den konformitet, som er fulgt med. En ærgerlig konsensus, om hvad der er fedt, som ganske enkelt er kedelig at høre på.
Bells Echo er tydeligvis inspireret af bands som The Decemberists, Band of Horses og Bright Eyes. Altså navne, som slog igennem i 00’erne med deres pæne, melankolske, folkinspirerede indierock og ramte plet i et autenticitetshungrende publikum med skovmandsskjorter, fuldskæg og våde drømme om Brooklyn. Musikken på I Can See Your Bike From Here er domineret af akustiske og elektriske guitarer, tilbagetrukne synthflader, lidt klaver hist og her og stedvise vokalharmonier. Det er velspillet og lyder fint, men er også nogenlunde lige så sikkert og uinteressant som pladecoveret: et sløret foto af det, der unægtelig ligner en fixiecykel, med et lækkert, varmt filter henover.
Albummet åbner med titelnummeret “I Can See Your Bike From Here”, et kort instrumentalnummer med vemodigt klaverspil. Herefter kommer “Buried Alive”, som starter ud med akustisk guitar og nogle ret aktive trommer. Det skaber en fremdrift mod nogle mere stilfærdige breakdown-stykker, hvilket fungerer ret godt rent kompositorisk. Desværre redder det ikke rigtigt nummeret fra at være endnu en banal popsang om et problematisk forhold, sågar fortalt med tung, vinterlig naturmetaforik. Der dukker en fløjtestemme op i de stille stykker, som potentielt kunne byde ind med noget overraskende, men nej, det hele forbliver bare mere eller mindre unisont og fladt. På balladen “Tree” løftes det hele en smule, når rumklangsindsvøbte andenstemmer og horn folder sig storladent ud til sidst i nummeret, men igen bliver det bare lidt for ufarligt. Og igen tages årstiderne selvfølgelig i brug, når den triste sindsstemning skal beskrives, »There was no summer light sun«.
Melodierne er særdeles sangbare, og jeg skal da ikke være for fin til at indrømme, at jeg har fanget mig selv i at gå rundt og nynne nogle af dem lidt for mig selv. Det gør dem bare ikke nødvendigvis særligt spændende at sidde og lytte til. Det hjælper heller ikke, at vokalen er (over)produceret, så det lyder, som om der er lagt 4-5 ens vokalspor oven i hinanden. Kun på førstesinglen “Jump Off the Page”, en mere nedbarberet folksang, lyder forsanger Jens Rose Kongstads stemme ikke, som har den været et par ture for meget igennem producerens maskiner.
Pladen fungerer bedst, når vellyden og det harmoniske udtryk nærmest tager overhånd og overstyres. Her er der en selvstændighed, en afvigelse fra det ellers så risikofrie udtryk. F.eks. på ”Counselor”, hvor uh-kor, Hollywood-værdig strygersynth og strøg på en harpe (!) momentvis giver sangen en lidt kitschet, musical-agtig stemning. Eller på pladens sidste nummer “At the Bottom of the Lake”, hvor en stort og ret lækkert lydende el-guitar skvulper ind og ud af lydbilledet.
Disse små glimt, som potentielt kunne gøre numrene langt mere interessante, bliver imidlertid aldrig andet end små glimt. De drukner i den konforme, kedelige indiehed, som desværre kendetegner det meste af I Can See Your Bike From Here. Bells Echo er på deres debutplade alt for meget et ekko af en efterhånden stivnet og udtørret lyd fra 00’erne, som virkelig trænger til modspil og nye ideer.
