Ofte forekommer det en smule utroværdigt, når en artist agerer musikalsk altmuligmand og i løbet af sit virke kaster sig ud i at komponere musik, der på skift relaterer sig til mange forskellige genrer eller mere generelle strømninger. Kan man i sådanne tilfælde forklare variationen ved en faktisk kunstnerisk udvikling, eller er det snarere udtryk for en evne til at producere en form for musikalske imitationer, der kun på overfladen virker reelle nok.
Hvis man blot kaster et kortvarigt blik ned over unge Jonas Munks CV, får man let det indtryk, at odenseaneren tilhører sidstnævnte kategori. Siden starten af århundredet har Munk i sin egenskab af producer og guitarist i trioen Causa Sui kreeret hårdtslående musik i grænselandet mellem psykedelica og stonerrock, mens han indledningsvist under aliaset Manual og siden i eget navn har komponeret en række ikke uvæsentlige soloalbums, som genremæssigt har benyttet elementer fra så forskellige strømninger som ambient, shoegaze, drone og krautrock.
Er man bedre bekendt med El Paraiso Records (som Munk har opstartet i fællesskab med bandkollega Jakob Skøtt), vil man dog indvende, at den fynske blæksprutte med sine produktioner sjældent blot skraber i overfladen på det bearbejdede lydtema, men derimod lægger et ekstremt velproduceret produkt for dagen. Og når man dykker længere ned i mandens diskografi, fremgår det da også tydeligt, at der på bunden ligger en tyk rød tråd, som binder Munks albums sammen og meget vel forklarer tilgangen til hver enkelt produktion. Fælles for de forskellige værk er det nemlig, at de rummer et lydunivers, som giver mulighed for at arbejde i dybden med de enkelte numres tekstur, så de hver især forekommer enormt rige på netop dette parameter. Denne røde tråd forfølger Munk fortsat på sin aktuelle udgivelse, Absorb/Fabric/Cascade.
Albummet er navngivet efter værkets tre eneste numre, som er af henholdsvis 15, 10 og 13 minutters varighed. Allerede her fornemmer man, at Munk igen har valgt at gå i en bue omkring den ligefremme komposition og leverer en form for musik, hvor udviklingen er det absolutte fokusområde. Hvor mange af Causa Suis produktioner var kendetegnet ved at være opbygget efter en klassisk psykedelisk tankegang med adskillige guitarsoli og melodiske passager, der aldrig vender tilbage i en eller anden utransformeret form, var lyden på Munks første soloalbum, Pan, karakteriseret ved en langt højere grad af krautrocket linearitet; den samme melodi udvikler sig over et ensartet beat, og kun i nummerets langsigtede dynamik finder man en form for træg, men absolut tilstedeværende udvikling. På Absorb/Fabric/Cascade er strukturen i numrenes udvikling en helt tredje.
Pladens A-side, alene bestående af ”Absorb”, illustrerer denne anderledes tilgang. Nummeret forekommer mestendels som en lang indadvendt eksperimenteren med analoge synthesizere, der aldrig bevæger sig mod en form for klimaks eller som sådan benytter sig af forskellige overgange. Snarere er nummeret en form for nedbarberet dronet komposition, der uden underliggende percussion ganske simpelt fletter få enkle lydspor sammen til en harmonisk og fredfyldt helhed. Simple arpegiattorer er nummerets drivkraft, og man fornemmer, hvordan odenseaneren med kyndig hånd nænsomt vrider og trækker i de stakkerede og rytmiske melodier og skaber en både organisk og uforudsigelig fremdrift i produktionen.
Albummets to sidste numre rummer en væsentlig større detaljerigdom, og hvor de fortsat følger den dronede kompositionsstuktur, er de i udtrykket præget af, at der tages flere lydspor i brug. Særligt ”Fabric” er interessant i den måde, hvorpå nummeret udvikler sig fra at bestå af et udflydende dystert tæppe af disonante synth-harmonier holdt oppe på en tung monoton bastone, til senere at give plads til både en kradsende top i lydbilledet af stakkerede elektroniske elementer, som leder tankerne hen på nyere elektroniske drone-artister som Tim Hecker og Ben Frost, samt en opklarende klangfuld sky af fabulerende melodier spillet ganske analogt på piano.
Den mest dynamiske udvikling findes på det afsluttende nummer ”Cascade”, som over dets knap et kvarter lange spilletid konstant udvikler sig fra en skrøbelig og knap hørbar enlig vibrerende synthesizer mod en voldsommere og mere omfangsrig lyd. Over hele kompositionen tilføjes langsomt nyere lydelementer, der både med dissonans og velklang lægger nuancer til det allerede spillede. En harmoni af diskante anslag tilføjes her, en skrabet bund af støj der, og uden på noget tidspunkt for alvor at gøre lytteren bevidst omkring sin intention, har Munk indhyllet nummeret i en dunkel atmosfære af foruroligende dronede samklange.
På Absorb/Cascade/Fabric har Jonas Munk for alvor gemt guitaren væk og i stedet sat sig for at skabe dronede stemningsfulde kompositioner ved hjælp af primære analoge synths. Produktionerne er netop så teksturmættede, som man kunne ønske sig, og albummets tre numre skaber sig hver især et rum inden for de noget snævre rammer, som instrumentationen sætter. Til tider fornemmer man dog, at Munk vender sig for meget indad, glemmer lytteren og kommer til at fortabe sig en smule for længe i de ellers overvejende imponerende usystematiske strukturer, som præger numrene. Særligt på ”Absorb” kan det midt i eksperimenterne med forvredne arpeggioer til tider være svært at fornemme, hvor Munk præcist er på vej hen. At strukturen til tider kommer til at lide under den herskende fokus på den organiske og uforudsigelige drift, som rummes i hvert eneste nummer, står dog ikke i vejen for det tydelige faktum, at Jonas Munk endnu engang har begået et ambitiøst og langt hen ad vejen ganske fuldkomment album. Et album, der endnu engang demonstrer, at odenseaneren kan tage nært sagt ethvert lydunivers til sig og skabe et unikt og stemningsmættet rum.
