Det er ikke nogen hemmelighed, at Roskilde Festival har ændret sig, og at den ikke ligner den festival, som publikum indtog for 30 år siden. Dengang spillede artister som Anne Linnet, Michael Falch, Sebastian, tv-2 og Lars Hug (det var dengang, at navnet blev skrevet uden prikkerne). Det er svært at forestille sig, at for eksempel tv-2 spille på Roskilde Festival i dag, selvom de i tidens løb har spillet på festivalen otte gange. Det kan man ikke sige om Lars H.U.G., der i dag ganske vidst ikke er den Lars Autoophug, der opførte City Slang albummet i 1985, men stadig passer ganske glimrende ind på festival plakaten, og derfor spillede han i år for ottende gang på Dyreskuepladsen.
Lars H.U.G. er nemlig stadig dansk musiks kreative enfant terrible, der elsker at provokere, ligesom han stadig designer interessante, visuelle koncertoplevelser. Det viste han på årets Roskilde Festival, da han med et specieltdesignet show sendte publikum ud på en skøn tour rundt i det hitspækkede bagkatalog. Scenen var designet som en byggeplads, og musikanterne var klædt som bygningsarbejdere. Det var en dogmatisk scenedesign, der mindede om, H.U.G.’s musikalske børnehave i Kliché, og koncerten blev da også indledt af Supertanker-åbneren “Igen og igen” efterfulgt af “Havets Blå”.
Musikken blev naturligvis spillet bedre, end Kliché gjorde det i 1980, og særligt den tidligere Sort Sol-guitarist Peter Peter havde nærmest fripas til at spille, hvad han ville, hvilket gjorde, at de mange Kliché-klassiskere fremstod friske. Ηvis Lars H.U.G. er Danmarks David Bowie, er Peter Peter Danmarks Robert Fripp. Peters larmende soloer i “Okay Okay Boys”, “Bravo Charlie” og “Elsker Dig For Evigt”, lød som guitarekvilibrismen på Bowies “Heroes”. Men det er faktisk en fortalelse at omtale Peter Peter ved hans navn. Drillesyg, som H.U.G. altid er, havde han udstyret bandmedlemmerne med hvert sit nummer, og omtalte dem som nr. 1, nr. 2 etc. Ligesom i Kliché, skal bandet jo gerne være en samlet organisme.
Koncerten startede rigtig godt ud med masser af fællessang på glimrende sange som den nye “10 sekunders stilhed”, evergreenen “Natsværmer” og Kopy-sangene “Dansevise” og “Så længe jeg lever”. Herefter fulgte en tam midte, hvor publikums engagement faldte i takt med mængden af nye numre fra sidste års 10 sekunders stilhed. En gæsteduet med Oh Land på “En Skønne Dag” var en irellevant parentes, hvilket blandt andet skyldes, at Nanna Ølands vokal var stort set uhørlig.
Bedst som alt håb for koncerten syntes slukket, diskede H.U.G. med fløjteklassikeren “Kysser Himlen Farvel”, der blev afsluttet af en outro ledsaget af diverse maskinestøj, hvor man nærmest kunne kalde det H.U.G. for Einstürzende Neubauten-light. Dette førte over i betydeligt forlænget fællessang over “Millitskvinder”, der blev annonceret som koncertens sidste nummer. Om det var H.U.G., der drillede igen, skal være usagt, men koncerten fortsatte både med en glimrende medley over “Bravo Charlie”, der for fællessangens skyld fik tilføjet linjer af tv-2, Gangs, CV Jørgensen, Nephew, Thomas Helmig, Gasolin og flere, for selvfølgelig skulle H.U.G. drille de kolleger, der ikke selv spiller på festivalen.
Personligt tænkte jeg, at det var helt fint, og jeg behøvede ikke mere. Det var først, da de indledende toner til “Elsker Dig For Evigt” blev spillet efter en kort udgave af “Hamburg-Köln”, at det gik op for mig, at lige netop den sang naturligvis manglede. Det hele blev afsluttet af en glimrende og passende lang udgave af “Masselinien”. Cyklusen blev afsluttet med Supertankers sidste nummer, efter at koncerten havde åbnet med albummets åbner.
