Hvert år forsøger arrangørerne Roskilde Festival at stable et par koncerter på benene, der binder musikprogrammet sammen. Koncerter, der opsamler elementer fra forskellige kontinenter og musikkulturer, og som repræsenter festivalens kerneværdier vedrørende mangfoldighed i musikken. Af vellykkede afviklinger kan man nævne sidste års Atomic Bomb!-projekt, hvor vestlige artister gik sammen om at fortolke kult-musikeren William Onyeabor. Eller Den Sorte Skoles hyldest under 40-årsjubilæet, hvor festivalens historiske profil dannede rammen for et festmiks i de sene nattetimer under Arenas teltdug. I år er African Express med Damon Albarn i spidsen den oplagte bannerfører for videreførelsen af traditionen. En outsider i denne kategori er dog Gaslamp Killer, der med sit The Gaslamp Killer Experience fredag eftermiddag på Avalon skulle skabe en rød tråd mellem sine berømte ukontrollable miks og lyden af fra det tolv mand store world-band The Heliocentrics.
Allerede fra starten af koncerten var der lagt i kakkelovnen til performance, som ville strække sig ud over gængse genrekonventioner. Til lyden af buldrende trommer, højfrekvente trompethyl og hvinende slideguitar indtog hovedpersonen William Bensussen (The Gaslamp Killer) sit podium allerforrest på scenen. Iført en aldeles majæstetisk mellemøstlig slåbrok og med et ansigt gemt væk under et stort krøllet skæg, lignede Bensussen mest af alt en gal videnskabsmand, som var meget parat til at slå sine folder på Avalon-scenen.
Og slå sine folder gjorde han. Med hård hånd styrede han fra start sine tolv dygtige musikere, og kun sjældent blev der afsat tid til at mikse på DJ-settet. Under hele koncerten var det meget svært at få øje på, at det kun var gruppens syvende (og foreløbigt sidste) koncert i fællesskab. De tolv musikanter både tolkede og leverede på samtlige kvantespring og hæmningsløse fagter fra Bensussen, og bandet gav en fortolkning af frontmandens bagkatalog, som var forfriskende umekanisk. Under den benhårde kontrol fra dirigenten, blev der både plads til vellykkede improvisationer og eksperimenterende breaks, hvilket gav publikum en følelse af at være vidne til noget ganske unikt. Vi blev tydeligvis ikke spist af med en indøvet performance. Bensussen kunne da heller ikke på noget tidspunk skjule sin begejstring over at lede et så dygtigt orkester som The Heliocentrics. Respektfulde takketaler fulgte efter snart sagt hvert eneste nummer – en sympatisk gestus, men de mange gentagelse var tæt på at blive enerverende.
Det var dog ikke kun Bensussen, som var taknemmelig. Efter en indledningsvis tilpasning til The Gaslamp Killers syrede blanding af hiphop, world-musik og jazz, kom der langsomt gang i koncertens tilhører. Særligt den veludførte fremførsel af frontmandens eneste regulære hit, ”Nissim”, vakte tydelig begejstring, og fra det nummer var dansefesten foran scenen ikke til at stoppe. En fest, som nærmest udviklede sig eksplosivt, da Bensussen benyttede ekstranumrene til, på fuldkommen ukontrollabel vis, at give smagsprøver på sit kommende soloalbum. Med et løfte om at give et DJ-sæt på festivalens Ghettoblaster-scene senere på aftenen, forlod The Gaslamp Killer scenen til tonerne af bastunge hiphop-beats og sine originale dubstep-fortolkninger. Publikums afskedssvar var utvetydigt; den seneste time havde tydeligvis været et brag af en genreforskrækket fest, og folk var klar til at fortsætte løjerne uden for musikpladsen.
