The Tallest Man on Earth inviterede et godt fyldt og stegende hedt Arena-telt på en hyggelig omgang eftermiddags-fika. Forsanger og frontfigur Kristian Mattson havde taget et arsenal af forskellige guitarer med, samt et velspillende backingband. På hans seneste album, Dark Bird Is Home, har han givet mere plads til bandet og fokuseret mindre på kun at levere alene med guitar. Dele af numrene minder derfor også mere om The War on Drugs end Bob Dylan, som ellers er ham, The Tallest Man on Earth typisk sammenlignes med. Vi fik begge dele denne eftermiddag på Arena.
Mattson er næsten i symbiose med sin guitar, og hans karismatiske stemme passer godt til hans glimrende fingerspil. Det var derfor også ventet, at vi begyndte med den klassiske mand-alene-med-guitar-start, og særligt stærkt fremstod ”1904” fra There’s No Leaving Now. Et lille hyggeligt popnummer, der fik selv de største mænd til at afsløre brede smil og vuggen i hoften. Kristian Mattson er nok ikke den højeste på jorden, men i dag var han helt sikkert en af de mest glade. Og det smittede af på publikum. Luften emmede af samhørighed og fællesskab, uden at kamme over i overdreven feelgood-stemning.
Kort efter fik vi ”Darkness of the Dream” fra den seneste udgivelse. Mattson havde skiftet til en Gretch, og guitarens rumklang i samspil med backingbandet frembragte erindringer om onsdagens koncert med The War on Drugs. Mattsons nye numre fungerer rigtig godt live og har en smuk storladenhed over sig, som løftede koncerten og gav variation. Der var både saxofon og violin til dele af numrene, hvilket gav en bund og substans, der klædte Mattson.
Den dylanske arv fornægter sig stadig ikke, og bandet overlod for en kort stund Mattson alene med sin guitar, og vi fik blandt andet en indfølt, men også lidt småkedelig, version af ”A Lion’s Heart”. Jeg troede aldrig, jeg skulle skrive det, men jeg synes faktisk, Mattson er bedst, når bandet er med. Han er en entertainer med guitaren og fanger publikum i deres fællessang, men Arena er en stor scene, og det er langt mere fængende, når alle instrumenter er i spil.
Imod slutningen løftede det sig til fællessang, og den velklædte og, ifølge min kvindelige ledsager, smukke Mattson, fik både piger og drenge til at skråle med på kærlighedsballaden ”The Wild Hunt”. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddags-fika hos Mattson, og de mange svenske fans klappede ham da også fra scenen. De kunne godt have fået et afsluttende ekstranummer på en fin og jordbunden koncert med The Tallest Man on Earth.
