For mig vil Island altid være forbundet med en fuldstændig betagende magi. Denne magi levede den svensk/islandske duo My bubba fuldstændig op til ved lørdagens dobbeltkoncert i Kulturhuset Nordatlantens Brygge sammen med islandske Mr. Silla, der blandt andet er kendt for sin fortid i Múm og Mice Parade.
My bubba
My bubba er en duo, der først og fremmest fortæller historier og tryller publikum til et andet sted og en anden følelse. De åbnede denne aften “Dog Lays Around Playing”, som rystede godt op i et DR2-studie for et par år tilbage, en enkelt a cappella-komposition kun tilsat en både sjov og uhyggeligt godt timet klapperutine. Det er en sang, der er meget sigende både for My bubba som duo, men også for hele aftenen. Det handler og handlede nemlig ikke så meget om at spille et fantastisk sæt, men om at tage sit publikum med ud og opleve verden.
Der er ikke noget prangende over duoens sange musikalsk set, det prangende er derimod deres evne til at formidle en stemning. Der var en helt særlig skrøbelighed over sangene denne aften, hvor alle elementer var underspillede hver især, men tilsammen dannede den her moderne fortolkning af en folkevisetradition.
My sad store dele af koncerten på en høj stol med sin 120 år gamle harpe, sin »lap harpe« (skødharpe, red.), som hun selv kalder den i manglen på et bedre engelsk ord. Harpen stammer fra en tidligere kærestes bedstemor, fortæller hun, og det er tydeligt, at vi her bliver introduceret til en meget kær ven. Tæt ved hendes side står Bubba med sin »grumpy old man« af en guitar. Netop fordi det ikke var andet end to mennesker med deres instrumenter på scenen uden den store opstilling, var der noget helt intimt over at følge med på musikkens verdensomrejse. De sang ikke kun sangene for vores skyld, men i mindst lige så høj grad sammen med hinanden, de delte en mikrofon og fremførte deres korte, små historiesange med en særlig nænsom kærlighed.
Nænsomheden kommer ikke mindst fra sangenes umiddelbarhed. De fleste sange stammer fra deres seneste album Big Bad Good, der er skrevet, mens bandet var i studiet, og mange af sangene er sunget første gang, mens de blev optaget. Det kunne være så meget mere indstuderet, øvet og finpudset. Og det samme gælder for koncerten. Det kunne have gjort deres udtryk mere komplekst, kraftfuldt eller udfordrende, end det var. Men netop fordi, My bubba holder sig til deres fantastisk intime udtryk, får de enkelte sange lov til at betyde så meget mere.
Mr. Silla
Første gang jeg oplevede Mr. Silla var i en tætpakket pladebutik, i 12 Tonár i Reykjavík sidste efterår. Og selvom det var som de fleste af den slags minikoncerter er, nemlig uperfekt, slog det mig fuldstændig omkuld. Det var næppe heller tilfældigt, at Rolling Stone kaldte dette lille pop-up-show for en af de bedste koncerter på Iceland Airwaves 2015. Det var derfor med lige dele forventning og nervøsitet, at jeg skulle se Mr. Silla alias Sigurlaug Gísladóttir på en scene med lys og ordentlig plads til både hende, en synthesizer, to guitarer, en drumpad og hendes mand og “band”, Tyler Ludwick.
På mange måder var det en lignende oplevelse, men samtidig klædte det også den meget desperat-melankolske elektroniske musik at få lidt mere grandiose omgivelser og et lidt (okay, en helt del) bedre lydanlæg. Gísladóttir styrede showet fra sin lille station af tablet og synth, og Ludwick supplerede med enten drumpad eller elguitar.
Bedst fungerede det, når de vovede sig lidt væk fra den selvbetitlede plade fra sidste år og tilføjede sangene et ekstra lag. Det skete for eksempel på nummeret “I Want All”, der med to ekstra guitarspor og et lidt ændret underliggende track føjede den islandske nordic noir sammen med en følelse af solskin og tropicana. Det overbeviste mig i hvert fald om, at de gav mig lige nøjagtig det, jeg ikke vidste, jeg ønskede.
Da Mr. Silla var nået igennem alle pladens ni numre, efterlod Ludwick Gísladóttir alene på scenen til en seance af tre sange, der var alt andet end forventelige: Et cover af Gigliola Cinquettis italienske vindermelodi fra Eurovision 1964, “Non ho l’età”, en sang til et islandsk digt, som Gísladóttir havde skrevet og fremført til et vennepars bryllup og intet ringere end et cover af Rihannas “Stay”. Det var et potpourri af fuldstændig skøre ting, der, efter en tur i Mr. Sillas univers, overbeviste mig om, at alting principielt set kan blive godt under de rette omstændigheder. Og den rette omstændighed kunne meget vel være lige nøjagtig Sigurlaug Gísladóttirs ekstremt gode forståelse og respekt for musik og lyd.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
