Fire dages musikbombardement har næsten nået sin ende. Nu skal vi lige igennem en sidste kraftanstrengelse. En anstrengelse vi har set frem mod med ængstelse, forhåbning og ærgrelse. Om to timer venter bluesen, men først skal vi alle sammen samles til en sidste samlende oplevelse, som dengang vi alle sammen så Prince, Coldplay, Kraftwerk eller Jack White. Vi har lige set Mø lægge Orange ned i hendes foreløbige karrierehøjdepunkt, og nu skal vi ryste stængerne en sidste gang, fordi LCD Soundsystem er blevet gendannet og er tilbage på festival – seks år efter de sidst besøgte os.
Dengang spillede de i et totalt proppet Cosmopol-telt til en koncert, der eftersigende skulle have været en højenergisk oplevelse, hvor publikum var gået totalt i ekstase. Siden da er der ikke sket noget i LCD-lejren, hvor frontmand James Murphy i stedet har koncentreret sig om DJ- og producertjanser.
Det lå altså i kortene, at nu skulle LCD Soundsystem vise, hvor meget vi har savnet dem, med deres bud på en hitparade via deres håndspillede, elektroniske klingende genre-mash-up. Det er desværre bare ikke muligt at tale om en hitparade, når det kommer til New Yorker-bandet. »Maybe we don’t do hits / I try and try / It ends up feeling kind of wrong,« sang Murphy ganske præcist en tredjedel inde i koncerten. Jo, der var lidt dansen helt oppe forrest i pitten, men mest af alt virkede folk bare trætte, hvilket resulterede i en dansen, der mest af alt var lidt nikken med hovedet.
Cirka halvvejs i den syv kvarter lange koncert måtte jeg selv give fortabt med dansen. Min krop kunne ikke mere, og jeg søgte i stedet bagud for at finde et sted, hvor jeg i ro og mag kunne sidde og se resten af koncerten. Jeg fandt en efterladt campingstol på pladsen uden for pitten, der var næsten helt tom. Her gik det op for mig, at dette langt fra var den samlende sidste oplevelse. I stedet spillede et Pitchfork-hypet kultband fra New York, og selvom alverdens anmeldere er enige om, at James Murphy er genial, får det altså ikke nødvendigvis alle Roskilde-gængere til at troppe op foran Orange. Det overraskede sådan set både mig og sikkert også Roskilde Festivals programlæggere, at så få ville danse til James Murphys forrygende tracks, men kommercielt set er LCD Soundsystem et one hit wonder, der har ramt hovedet på sømmet én gang med ”Daft Punk Is Playing at My House”. Måske skulle de bare have spillet på Arena, hvor den sympatiske Murphy for alvor kunne styre sit publikum, når han spiller sin agogo (koklokke lignende instrument)-solo og synger på sin punkede disco-croonende facon.
Det var ikke fordi, LCD Soundsystem spillede dårligt. En afslutning med forrygende ud af kroppen-sange som ”Dance Yrself Clean” og ”All My Friends” er en perfekt anledning til at holde ens venner om skuldrene og hoppe euforisk. Det sagde mine venner i lejren i hvert fald, da jeg vågnede op morgenen efter. Men jeg kan ærlig talt ikke huske, om jeg faldt i søvn omme i min campingstol til sidst i koncerten. Jeg erindrer i hvert fald ikke den der euforiske oplevelse. Roskilde, I love you but you’re bringing me down.
